Don’t follow leaders

– Bob Dylan

Som barn elskede jeg eventyr, og måske er det den erindring, der har fået mig på et fantasy-læse-trip. For tiden forsvinder jeg ind i fortryllede verdener med magiske kræfter og drabelige kampe. Der er noget dejligt beroligende og afslappende over at følge den gode gamle hjemme-ude-hjem model, og i fantasygenren kommer historierne ofte i trilogier. Denne omgang blog, Hagen ved det hele, har nu også pludselig udviklet sig til en trilogi, men det er ikke fantasi, det er min drabelige podder-virkelighed, der er under lup, alene fordi jeg prøver at få motivationen tilbage ved at få renset min egen luft og få grædt den tåreklump ud, der har sat sig fast i min hals og truer med at drukne min passion for Flammende Pinde. 

Jeg er i gang med at gå i kødet på forskellige observationer, jeg gennem den seneste tid er stødt på om danske podcasts, og som har fået refleksioner i gang om min egen podcast, min egen kommunikation, og hvad jeg vil. De tre overordnede punkter finder du herunder. Punkt 1 kom i en forvirret kødhakker, og måske kom jeg til at stikke hånden i den kødhakker, men lad os nu for pokker komme videre! 

  1. Der er for meget influencing i podcasts, altså produktplacering.
  2. Danske podcasts er blevet for ens – strikker de samme ting, henviser til de samme KAL’s, henviser til samme garn og butikker.
  3. Danske podcasts henviser for meget til hinanden – dog kun en lille kreds af hinanden, hvilket betyder, at nogle seere føler, det er “os mod dem”, og at andre poddere er udelukket.

Punkt 2 – Ensartethed

Disclaimer (mere om det senere!): Jeg taler her naturligvis kun for mit eget vedkommende, selvom jeg måske nok kommer til at tage hele “podcast-branchen” i forsvar.

Først en tilståelse, som jeg er kommet med før, men som tåler gentagelse i denne sammenhæng. Selvom det kan lyde helt vildt dobbeltmoralsk, så ser jeg ikke ret meget strikkepodcast længere…. Ja, det er jo bizart, når jeg så gerne vil have dig til at følge med hos mig, ikke? En årsag er, at jeg får strikkestress af al den inspiration, eller strikkepræstationsangst. Andre at jeg længe har været glad for at læse lydbøger – ikke så hårdt for mine sårbare sanser (finesseprinsesse…) og set tegne/male/scrapbog/bulletjournal-videoer, fordi jeg prøver at lære noget nyt. Der er INTET personligt i det, det er bare sådan, det har udviklet sig, efter at have set mange strikkepodcasts, inden jeg selv blev podder. Derfor ved jeg ikke rigtig så meget om, hvad der foregår ude i vores vildtvoksende community, som det hedder på moderne dansk.

KAL’s, ikke overraskende tog det fru Justesen lidt tid at finde ud af, hvad den forkortelse står for…, laver jeg aldrig, ligesom jeg heller ikke deltager i dem. Jeg er sikker på, at jeg dermed går glip af meget dejligt samstrik og gode oplevelser med andre, men mit strikketemperament kan ikke finde ud af den forpligtelse. Til gengæld er jeg vild med at afholde giveaways, som for det meste kører med et uforpligtende hashtag på Insta (selvom den forfængelige side af mit ego da gerne vil have, at du giver mig et lille shout-out, hvis du synes idéen er god). Giveaways er skønne, fordi det er dejligt at give videre til dig og jer, det er dejligt at dele, og jeg putter a l t i d selv noget i gavekurven, som jeg enten har været ude at købe eller finder på garnværelset. Heldigvis oplever jeg tit, at andre vil give med – hele influenza-hurlumhejet omkring det skriver jeg om i vol. 2. Vinderne finder jeg via sådan en tilfældig nummergenerator dims, alt er godt. 

Hvis en designer, farver eller garnbutik henvender sig til mig om diverse, så kigger jeg på det hele, forelsker mig som regel i det halve og vælger en lille gave dobbelt op, så der er til giveaway også. På min egen måde ser jeg det som en “frynsegode” for det store “arbejde”, de mange timer og ture rundt i landet jeg har været på. Hvis den designer, farver eller garnbutik henvender sig til andre poddere også, så

  1. Dejligt med frynsegoder til andre.
  2. Dejligt med giveaways til deres seere.
  3. Vedkommende laver sin markedsføringsstrategi, det kan jeg umuligt blande mig i.
  4. Mit indhold er mit indhold, hvad andre poddere laver, laver de. 

Nu sidder du sikkert og tænker på, om jeg nogensinde har sagt nej til gratis garn. Svaret er ja, det har jeg, for jeg vil ikke have garn, bare for at det svulmende lager svulmer endnu mere, det skal være noget, jeg kan lide, noget jeg kan stå inde for, noget jeg har en konkret, men måske langstrakt, strikkeplan for! I samme åndedrag kan jeg røbe, at jeg også har driblet udenom kraftige hentydninger til, at man gerne vil være med i Flammende Pinde, fordi jeg af forskellige årsager ikke har haft lyst til at give min platform til XXX.

For at understrege med syvtommersøm og kryds og slange: Indholdet i Flammende Pinde er mit, jeg bestemmer, hvem og hvad der er med, det jeg strikker, er det du ser, og det jeg har lyst til at strikke, mine gæster er inviteret af mig – åh, jeg har så lang en drømmeønskeseddel på den front. Hvis mit indhold ikke passer til dig, gør dig irriteret eller sur eller andet, så er der heldigvis mange andre steder, du kan gå hen. Men en ting ligger fast, det er mit indhold, og jeg er villig til at æde, ikke mine nystrikkede huer, men måske en af Just’s gamle kasketter på, at mine podcaster-kolleger, gamle som nye, vil sige det samme. Faktisk bliver jeg lidt ked af det på vores alles vegne, hvis der er nogen, der går rundt og tror, at vi har en hemmelig podder-konspiration i gang.

Punkt 3 – Indspisthed 

Med det samme griber jeg i egen barm, for det synes jeg altid, man skal gøre, før man begynder at kaste med sten, ikke at jeg har tænkt mig at gøre det dog. 

Som en af de første danske podcasts følte jeg et ansvar for at give shout-outs til “de nye”, altså hvis jeg fandt dem, opdagede dem, kunne styre beskederne, huskede det, fordi for Hulekonen er kampen ægte og hård (undskyld Henriette). Men jeg kunne ikke blive ved med at følge med, og derfor blev jeg glad, da Mette og Lisbeth startede denne Facebookgruppe, for så kunne jeg henvise til den, hvilket jeg med regelmæssige mellemrum har gjort efter devisen “ingen nævnt, ingen glemt”. Ind i mellem er der noget, der lige har ramt mig og gjort mig glad, og så har jeg selvfølgelig nævnt det, for det er min strikkeglæde, jeg deler i min podcast.

Når det så er sagt, så er der ingen tvivl om, at jeg kunne/burde/skulle have gjort mere, fordi det bare er god stil, når de lidt større hjælper de lidt mindre, som jeg også har stærke meninger om i vol. 2! Hvis der sidder nogen derude, som føler sig overset eller lignende af mig, giver jeg min oprigtige undskyldning! Forklaringen, ikke undskyldningen, er, at jeg bare ikke har været opmærksom eller betænksom nok, og det er jeg sikker på, at jeg ikke har været.

Og…. når det så er sagt…. så vil jeg under ingen omstændigheder eller på nogen måde undskylde for, at jeg har fået dybe, personlige venskaber gennem Flammende Pinde, ingen nævnt, ingen glemt :-). Eller at jeg snakker om dem, for det er en del af mit strikkeliv, mit indhold. Rækkefølgen vi poddere poppede op i, har jeg ikke haft nogen som helst indflydelse på, det er tilfældets heldige musik, der spillede for mig, og betød at jeg gled sammen med “visse personer”. Vi kom i hælene på hinanden dengang for snart 3 år siden, og det klikkede bare. Havde rækkefølgen været anderledes, var det måske blevet nogle andre, jeg havde klikket med, nogle andre jeg havde snakket om, men nu er det sådan, det er blevet, og jeg er glad for, at det er blevet sådan!

Og Og…. når det er sagt, så er det klart, at jeg griber til egen barm igen, for det er på ingen måde meningen, at dem der ser med hos mig skal føle sig udenfor. Min ambition er absolut at lukke alle ind, og jeg prøver at gøre det ved at være så åben og ærlig, som det overhovedet er muligt, når jeg sidder foran skærmen. Hvis jeg er på besøg hos en gæst, er det dejligt “nemt”, for der har jeg “kun” ansvaret for, at vedkommende føler sig godt tilpas i situationen, og at samtalen glider let afsted. Altså, man skal jo være PÅ sådan en dag, også hvis man har en dårlig dag… Når jeg er alene med kameraet, er det straks en anden sag, for du kan regne med, at jeg ikke fortæller, hvis jeg har været oppe at skændes med Just, og hvis skyld jeg mener, det er. Eller hvis Kille og jeg har haft en dårlig morgen, og jeg er kommet til at råbe alt for højt (igen). Der er visse døre ind til mit liv, der er hermetisk lukkede for dig, sådan skal det være, for at jeg overhovedet kan være i den virtuelle verden. 

MEN jeg deler rigtig meget, rigtig mange af mine sider med dig. Et andet sted har jeg skrevet om, at bloggen her, og ved eftertanke også Flammende Pinde, er blevet et slags terapeutisk rum. Bloggen startede med et formål, men pga. min livssituation har den udviklet sig til at blive noget helt andet, noget større, mere personligt, på nogle måder noget bedre end udgangspunktet. Et sted hvor jeg sidder en sen aftenstund og øver mig i at blive bedre til at skrive, eller en tidlig morgenstund, fordi jeg liiige er i hopla til at stikke næsen i løvernes hule. Den er blevet en slags dokumentation af mig, et ego-projekt, som det da er helt vildt, at nogen har lyst til at læse.

DERFOR, netop derfor kære du, fordi det er mig (bare mig, det mix af ordentlige flinkeskolegener, vilde og længselsfulde gener, drømmende og besværlige, åh, så besværlige, gener, der er mig) der sidder her nu, og som snakker (og snakker og snakker) på Flammende Pinde. Netop derfor bliver jeg sgu så ked af det, hvis jeg føler, jeg får stukket noget andet i skoen, for lige nu, hvor du læser dette, så er det bare dig og mig, og når du sidder sammen med mig på Flammende Pinde, så er det bare dig og mig. Og tak for dig!

Allerkærligst

Hanne