Don’t follow leaders
– Bob Dylan
Som barn elskede jeg eventyr, og måske er det den erindring, der har fået mig på et fantasy-læse-trip. For tiden forsvinder jeg ind i fortryllede verdener med magiske kræfter og drabelige kampe. Der er noget dejligt beroligende og afslappende over at følge den gode gamle hjemme-ude-hjem model, og i fantasygenren kommer historierne ofte i trilogier. Denne omgang blog, Hagen ved det hele, har nu også pludselig udviklet sig til en trilogi, men det er ikke fantasi, det er min drabelige podder-virkelighed, der er under lup, alene fordi jeg prøver at få motivationen tilbage ved at få renset min egen luft og få grædt den tåreklump ud, der har sat sig fast i min hals og truer med at drukne min passion for Flammende Pinde.
Jeg er i gang med at gå i kødet på forskellige observationer, jeg gennem den seneste tid er stødt på om danske podcasts, og som har fået refleksioner i gang om min egen podcast, min egen kommunikation, og hvad jeg vil. De tre overordnede punkter finder du herunder. Punkt 1 kom i en forvirret kødhakker, og måske kom jeg til at stikke hånden i den kødhakker, men lad os nu for pokker komme videre!
- Der er for meget influencing i podcasts, altså produktplacering.
- Danske podcasts er blevet for ens – strikker de samme ting, henviser til de samme KAL’s, henviser til samme garn og butikker.
- Danske podcasts henviser for meget til hinanden – dog kun en lille kreds af hinanden, hvilket betyder, at nogle seere føler, det er “os mod dem”, og at andre poddere er udelukket.
Punkt 2 – Ensartethed
Disclaimer (mere om det senere!): Jeg taler her naturligvis kun for mit eget vedkommende, selvom jeg måske nok kommer til at tage hele “podcast-branchen” i forsvar.
Først en tilståelse, som jeg er kommet med før, men som tåler gentagelse i denne sammenhæng. Selvom det kan lyde helt vildt dobbeltmoralsk, så ser jeg ikke ret meget strikkepodcast længere…. Ja, det er jo bizart, når jeg så gerne vil have dig til at følge med hos mig, ikke? En årsag er, at jeg får strikkestress af al den inspiration, eller strikkepræstationsangst. Andre at jeg længe har været glad for at læse lydbøger – ikke så hårdt for mine sårbare sanser (finesseprinsesse…) og set tegne/male/scrapbog/bulletjournal-videoer, fordi jeg prøver at lære noget nyt. Der er INTET personligt i det, det er bare sådan, det har udviklet sig, efter at have set mange strikkepodcasts, inden jeg selv blev podder. Derfor ved jeg ikke rigtig så meget om, hvad der foregår ude i vores vildtvoksende community, som det hedder på moderne dansk.
KAL’s, ikke overraskende tog det fru Justesen lidt tid at finde ud af, hvad den forkortelse står for…, laver jeg aldrig, ligesom jeg heller ikke deltager i dem. Jeg er sikker på, at jeg dermed går glip af meget dejligt samstrik og gode oplevelser med andre, men mit strikketemperament kan ikke finde ud af den forpligtelse. Til gengæld er jeg vild med at afholde giveaways, som for det meste kører med et uforpligtende hashtag på Insta (selvom den forfængelige side af mit ego da gerne vil have, at du giver mig et lille shout-out, hvis du synes idéen er god). Giveaways er skønne, fordi det er dejligt at give videre til dig og jer, det er dejligt at dele, og jeg putter a l t i d selv noget i gavekurven, som jeg enten har været ude at købe eller finder på garnværelset. Heldigvis oplever jeg tit, at andre vil give med – hele influenza-hurlumhejet omkring det skriver jeg om i vol. 2. Vinderne finder jeg via sådan en tilfældig nummergenerator dims, alt er godt.
Hvis en designer, farver eller garnbutik henvender sig til mig om diverse, så kigger jeg på det hele, forelsker mig som regel i det halve og vælger en lille gave dobbelt op, så der er til giveaway også. På min egen måde ser jeg det som en “frynsegode” for det store “arbejde”, de mange timer og ture rundt i landet jeg har været på. Hvis den designer, farver eller garnbutik henvender sig til andre poddere også, så
- Dejligt med frynsegoder til andre.
- Dejligt med giveaways til deres seere.
- Vedkommende laver sin markedsføringsstrategi, det kan jeg umuligt blande mig i.
- Mit indhold er mit indhold, hvad andre poddere laver, laver de.
Nu sidder du sikkert og tænker på, om jeg nogensinde har sagt nej til gratis garn. Svaret er ja, det har jeg, for jeg vil ikke have garn, bare for at det svulmende lager svulmer endnu mere, det skal være noget, jeg kan lide, noget jeg kan stå inde for, noget jeg har en konkret, men måske langstrakt, strikkeplan for! I samme åndedrag kan jeg røbe, at jeg også har driblet udenom kraftige hentydninger til, at man gerne vil være med i Flammende Pinde, fordi jeg af forskellige årsager ikke har haft lyst til at give min platform til XXX.
For at understrege med syvtommersøm og kryds og slange: Indholdet i Flammende Pinde er mit, jeg bestemmer, hvem og hvad der er med, det jeg strikker, er det du ser, og det jeg har lyst til at strikke, mine gæster er inviteret af mig – åh, jeg har så lang en drømmeønskeseddel på den front. Hvis mit indhold ikke passer til dig, gør dig irriteret eller sur eller andet, så er der heldigvis mange andre steder, du kan gå hen. Men en ting ligger fast, det er mit indhold, og jeg er villig til at æde, ikke mine nystrikkede huer, men måske en af Just’s gamle kasketter på, at mine podcaster-kolleger, gamle som nye, vil sige det samme. Faktisk bliver jeg lidt ked af det på vores alles vegne, hvis der er nogen, der går rundt og tror, at vi har en hemmelig podder-konspiration i gang.
Punkt 3 – Indspisthed
Med det samme griber jeg i egen barm, for det synes jeg altid, man skal gøre, før man begynder at kaste med sten, ikke at jeg har tænkt mig at gøre det dog.
Som en af de første danske podcasts følte jeg et ansvar for at give shout-outs til “de nye”, altså hvis jeg fandt dem, opdagede dem, kunne styre beskederne, huskede det, fordi for Hulekonen er kampen ægte og hård (undskyld Henriette). Men jeg kunne ikke blive ved med at følge med, og derfor blev jeg glad, da Mette og Lisbeth startede denne Facebookgruppe, for så kunne jeg henvise til den, hvilket jeg med regelmæssige mellemrum har gjort efter devisen “ingen nævnt, ingen glemt”. Ind i mellem er der noget, der lige har ramt mig og gjort mig glad, og så har jeg selvfølgelig nævnt det, for det er min strikkeglæde, jeg deler i min podcast.
Når det så er sagt, så er der ingen tvivl om, at jeg kunne/burde/skulle have gjort mere, fordi det bare er god stil, når de lidt større hjælper de lidt mindre, som jeg også har stærke meninger om i vol. 2! Hvis der sidder nogen derude, som føler sig overset eller lignende af mig, giver jeg min oprigtige undskyldning! Forklaringen, ikke undskyldningen, er, at jeg bare ikke har været opmærksom eller betænksom nok, og det er jeg sikker på, at jeg ikke har været.
Og…. når det så er sagt…. så vil jeg under ingen omstændigheder eller på nogen måde undskylde for, at jeg har fået dybe, personlige venskaber gennem Flammende Pinde, ingen nævnt, ingen glemt :-). Eller at jeg snakker om dem, for det er en del af mit strikkeliv, mit indhold. Rækkefølgen vi poddere poppede op i, har jeg ikke haft nogen som helst indflydelse på, det er tilfældets heldige musik, der spillede for mig, og betød at jeg gled sammen med “visse personer”. Vi kom i hælene på hinanden dengang for snart 3 år siden, og det klikkede bare. Havde rækkefølgen været anderledes, var det måske blevet nogle andre, jeg havde klikket med, nogle andre jeg havde snakket om, men nu er det sådan, det er blevet, og jeg er glad for, at det er blevet sådan!
Og Og…. når det er sagt, så er det klart, at jeg griber til egen barm igen, for det er på ingen måde meningen, at dem der ser med hos mig skal føle sig udenfor. Min ambition er absolut at lukke alle ind, og jeg prøver at gøre det ved at være så åben og ærlig, som det overhovedet er muligt, når jeg sidder foran skærmen. Hvis jeg er på besøg hos en gæst, er det dejligt “nemt”, for der har jeg “kun” ansvaret for, at vedkommende føler sig godt tilpas i situationen, og at samtalen glider let afsted. Altså, man skal jo være PÅ sådan en dag, også hvis man har en dårlig dag… Når jeg er alene med kameraet, er det straks en anden sag, for du kan regne med, at jeg ikke fortæller, hvis jeg har været oppe at skændes med Just, og hvis skyld jeg mener, det er. Eller hvis Kille og jeg har haft en dårlig morgen, og jeg er kommet til at råbe alt for højt (igen). Der er visse døre ind til mit liv, der er hermetisk lukkede for dig, sådan skal det være, for at jeg overhovedet kan være i den virtuelle verden.
MEN jeg deler rigtig meget, rigtig mange af mine sider med dig. Et andet sted har jeg skrevet om, at bloggen her, og ved eftertanke også Flammende Pinde, er blevet et slags terapeutisk rum. Bloggen startede med et formål, men pga. min livssituation har den udviklet sig til at blive noget helt andet, noget større, mere personligt, på nogle måder noget bedre end udgangspunktet. Et sted hvor jeg sidder en sen aftenstund og øver mig i at blive bedre til at skrive, eller en tidlig morgenstund, fordi jeg liiige er i hopla til at stikke næsen i løvernes hule. Den er blevet en slags dokumentation af mig, et ego-projekt, som det da er helt vildt, at nogen har lyst til at læse.
DERFOR, netop derfor kære du, fordi det er mig (bare mig, det mix af ordentlige flinkeskolegener, vilde og længselsfulde gener, drømmende og besværlige, åh, så besværlige, gener, der er mig) der sidder her nu, og som snakker (og snakker og snakker) på Flammende Pinde. Netop derfor bliver jeg sgu så ked af det, hvis jeg føler, jeg får stukket noget andet i skoen, for lige nu, hvor du læser dette, så er det bare dig og mig, og når du sidder sammen med mig på Flammende Pinde, så er det bare dig og mig. Og tak for dig!
Allerkærligst
Hanne
Om det kommer på bloggen eller flammende pinde eller et helt tredje sted, så synes jeg at din oprigtighed og glæde ved garn universet fremstår ægte. Du fremstår perfekt uperfekt og gør, at jeg slapper af i dit selskab.
Jeg håber, at der kommer mere flammende pinde. Jeg håber du får snakket med flere spændende mennesker. Jeg nyder at se det og blive inspireret og ofte også klogere.
Ensartethed… måske også et udtryk for at trods forskelle så er strikkeverdenen i Danmark relativ homogen.selv om vi alle gerne vil være unikke .. men den refleksion om dansk homogenitet kunne bringe os langt ud af mange tangenter… tak for din blog Hanne, holder af din undersøgende om systematiske tilgang til det der gnaver… ensartethed er også tryghed, det er afprøvede koncepter, why fix anything that aint broken… god dag Hanne..
:-)
Hej igen, Hanne. Neejjj, læser du også fantasy! Der er ikke noget bedre, end en lydbog i ørerne og et strikketøj i hænderne. Kender du Leigh Bardugo? Ellers kom i gang. Læs eller lyt Kragens Kald, duologi, så Grishaverse, trilogi, og dernæst den besatte konge. Det er såååå godt. Jeg bytter gerne flere gode tips. Hvad læser du?
Og harceler endelig videre, det er sgu da befriende at høre.
Kærligst fra en 61-årig, der lige har sagt sit job op efter 15 år og fået et nyt. Hold da op, når jeg ser tallet på skrift, så ser jeg gammel ud. Det ER jeg altså ikke.
Charlotte Skjold
Fabulous med livsskifte! Wauw! Og jeg læser lige nu N.K. Jemisin: The fifth Season. Noget af det bedste jeg har læst i genren! Bardugo – bliver hendes bøger ikke til en Netflix-serie?
Kære Hanne
Jeg har her i en stille morgentime læst alle dine indlæg og jeg kan kun være enig i mange af dine betragtninger.
Jer der laver disse podcast – som vi ganske gratis kan se med på, suge til os af og lære af skal f…… g….. mig opføre os ordentligt.
Jeg kommenterer ikke så tit – men når jeg gør, er det altid positivt. Vi kan ikke elske alle, men vi kan godt behandle andre ordentligt – og det gør man ikke ved at komme med negative kommentarer.
Jeg er forholdsvis ny som seer af strikkepodcast – og andre podcast – og er bare glad for at andre vil dele deres viden og begejstring med mig. Det er da ikke alt jeg er begejstret for – men det skal jeg heller ikke – og det kan man som udgiver af en podcast heller ikke forvente. Men det skal jeg holde for mig selv, medmindre jeg synes jeg kan bidrage med konstruktivt og det skal ikke være noget negativt.
Og jeg tror du har ret i at de problematikker du bringer på banen – er nødt til at komme frem, fordi ellers ender det med at blive en gang mudderkastning.
Jeg har stor respekt for jer der bruger jeres tid på at videreformidle glæde og teknikker og fortælle hvor man kan købe – handle skønne materialer, mønstre og arbejdsredskaber.
Så tak for dig – og jeg glæder mig til at følge dine podcast i fremtiden – når du atter finder glæden ved at gøre det.
Pas på dig selv – slet de dårlige kommentarer og smid dem derhen hvor de hører hjemme – nemlig i skraldespanden.
Knus fra mig
Du kommer i hvert fald ikke i skraldespanden Sanne! :-) Tak for din dejlige besked, og fordi du tog dig tid til at skrive! Knus fra Hanne
Kæreste Hanne. Tak fordi du er dig – du giver mig samme personligt og inspirerende følelse når du skriver, som når du poder❤️. Da jeg er ordblind og derfor utrolig langsom læser (jeg kan dog læse og skrive, hvilket jeg er meget taknemlig for) fortrækker jeg podcast også fordi det så er muligt at strikke imens😀. Men fordi netop du giver mig energi og inspiration, læser jeg din blok, når du ikke pt. filmer.
Du må aldrig stoppe med at være dig, dine holdninger er vigtige og jeg kunne ikke være mere enig, end når du skriver at hvis folk ikke bryder sig om hvad de ser og høre, så kan de jo vælge at se noget andet, internets-verden er jo kæmpe stor. Jeg lever selv efter novicen: her jeg intet pænt at sige, så holder jeg mund – samtidig med, at jeg tror på, at der altid, mindst er en positiv ting at finde, i en hver situration😉. Desværre er der bare folk, som for deres energi af at kritisere, finde andres fejl og nedgøre det andre laver, ja alt det der dræner mig for energi …. så kan man spørge sig selv, hvad er da af positivt i den situration? Jeg skrev ikke at det er nemt altid at finde det positive, og jeg syndes faktisk det er synd for disse mennesker, at den måde de finder deres energi på, er ved at være negative – men jeg elsker også en udfordring, hvilket også er en god energikilde for mig og der dr nogen der siger, det er umuligt, elsker jeg at prøve at vise det modsatte (endnu et motto jeg lever efter: intet er umuligt for den der bærer viljen i hjertet)…. derfor kan en god konstruktiv diskussion, med en person der ser verden fra en mere negativ side, være utrolig læring og spændene – og det dejligste er, når man kan få puttet en lille smule positivitet ind hos sådanne mennesker – det kan gøre jeg tænker, “så har jeg da også gjort lidt godt i dag🤞“
Nå dette blev noget langt – men det visser hvor inspirerende du er Hanne (selv for en ordblind der normalt ikke for den store energi af at læse😜) Jeg håber virkelig du finder overskud og lyst til at fortsætte dit liv på internettet – du gør en foreskæld, både for mig som ser/læser med, men helt sikkert også for alle de andre podcastere og venskaber du har mødt og inspireret i dit strikke liv – for mig er det lige præcis den energi og glæde i Sprjder ud sammen, der er værd at følge….😍 Nu stopper jeg… med endnu et kæmpe tak til alle jer, der vil dele jeres strikke liv med os❤️❤️❤️
KÆRE Line – hvor helt vildt sejt, at du skriver så godt (og læser mine rablende blogindlæg…), når du er ordblind. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være, for at læse og skrive har altid været en stor del af mit liv. Respekt for dig – hjerteemoji. Og tak for dine ord, der varmer varmer varmer mit hjerte! Kærligst Hanne
Ups, der er kommet en noget uforståelig sætning – og jeg kan ikke rette i det når det først er postet…. der skal stå: ….hvilket også er en god energikilde for mig, og hvis der er nogle der siger det er umuligt…..
Længere nede skal der stå spreder sammen i stedet for Sprjder😂
En fin skrevet trilogi. Tak for at dele dine ord og tanker.
Personligt glæder jeg mig virkelig meget til, at (hvis) du får lyst og overskud til flere afsnit af Flammende Pinde. Din kanal var én af de første jeg fandt, og jeg nyder at følge med.
Jeg bliver så varm om hjertet når jeg læser dine tekster og når jeg ser din podcast, Hanne. Ikke bare den jeg selv var så heldig at få lov at være med i. Og det er egentlig stort, for jeg mister normalt hurtigt koncentrationen og klikker væk når jeg ser en podcast. Jeg forstår din frustration over den forråethed der eksisterer i den virtuelle verden. I mit stille sind tænker jeg at der er nogle meget små mennesker, der har brug for at hævde sig eller måske bare kommer til at udtrykke sig alt for bombastisk, det er jo ikke kun i strikkeverdenen men overalt i den virtuelle verden at man ser det ske. Jeg synes det er så givende at du får vendt problemstillingen. Jeg må indrømme at når jeg har oplevet det, så trækker jeg mig ud af den kanal øjeblikkeligt, jeg bliver simpelthen alt for berørt af det personligt og jeg nægter at skulle have det dårligt pga. en trold.
Og så synes jeg fortsat at du skriver så blændende godt, at jeg med glæde ville læse en klumme af dig i avisen eller andre steder…hvor du måske også kunne få et honorar :-) Just thinking.
Varme tanker herfra.