ETYMOLOGI Ordet demokrati kommer af græsk demos ‘folk’ eller ‘pøbel’ og kratos ‘magt, herredømme, vælde’.

OGSÅ KENDT SOM folkestyre, folkevælde, folkeligt selvstyre

– Den store danske

Den franske filosof Voltaire bliver tilskrevet et citat, der lyder nogenlunde således: “Jeg er uenig i det, du siger, men jeg vil forsvare din ret til at sige det.” Interessant er det, at det er en kvinde, Evelyn Beatrice Hall i “The Friends of Voltaire”, der har sagt det, men uanset hvem, så er jeg enig.

Og når det så er sagt og skrevet, fortsætter jeg i den ånd med at at gå i kødet på nogle af de ting, jeg i den seneste tid er stødt på:

1. Der er for meget influencing i podcasts, altså produktplacering.
2. Danske podcasts er blevet for ens – strikker de samme ting, henviser til de samme KAL’s, henviser til samme garn og butikker.
3. Danske podcasts henviser for meget til hinanden – dog kun en lille kreds af hinanden, hvilket betyder, at nogle seere føler, det er “os mod dem”, og at nogle podcastere bliver glemt.

Samtidig med disse observationer kan jeg se, at mine egne “seertal” falder (hvilket kan lyde arrogant, men det er ikke meningen!), samtidig med at dislikes proportionelt stiger. Selvfølgelig fører det til forskellige overvejelser, specielt dislikes, for selvom de åbenbart også kan hænge sammen med en kompleks matrix inde i You Tube’s maskinrum, der styrer, hvad der dukker op i mit feed (noget jeg har lært af den yngre generation poddere :-)), så bliver jeg så træt af dem! Så træt af den sure smækken med døren til noget, der er personligt for mig. Så sur over, at man virkelig kan føle det behov, styring af feed eller ej (PS. Der er andre måder at styre det på :-)). Og ja ja, det beder jeg selv om, ved at stille mig frem… NEJ! Ingen beder om negativitet, når de står frem! Hvis jeg lever af at være podcaster, journalist, forfatter, og man betaler penge for min ydelse, så beder jeg heller ikke om negativitet. Jeg forventer respekt for arbejdet uanset, konstruktiv kritik, påpegelse af fejl og mangler, god dialog, ansigt til ansigt! Det er helt ok ikke at kunne lide et produkt, men det er meningsløst at “svine” alene for griseriets skyld – selvom man rydder op i sit feed – er min holdning.

Jeg har stået i shitstorm flere gange i mit arbejdsliv, og jeg udviklede hård hud på den gode måde, men det har altid været ansigt til ansigt, og så er vi kommet videre efter at have fået renset luften. Det er anonymiteten, at man kan sidde med en maske på og kritisere, der provokerer mig. På den note, så har jeg haft en stalker, en person, der oprettede en falsk profil blot for at fortælle mig, at jeg kun poster på Insta, fordi jeg mangler opmærksomhed. Jesus, Maria og Josef for en idiot! Skam på dig! Det er da klart, at den forfængelige Hanne godt kan lide positiv opmærksomhed – vis mig ét menneske, der ikke kan lide positiv opmærksomhed… Det var bare helt uden perspektiv og fuldkommen fantasiløst at sende den lede og stikkende vibration efter mig. “Pudsigt” nok skete det nøjagtig samme dag, som jeg blev kontaktet om at være med i en artikel om “Helbredende håndarbejde” i Hendes Verden, og det betød, at jeg måtte have en god snak om min selvtillid og om at åbne sig for negative fronter med både De løse ender og Louise, som jeg var sammen med, og med Just, før jeg sagde “Ja tak” til at være med. Selvom det var perspektiv- og fantasiløst fik det alligevel lov til at prikke til min…. til min hvad egentlig? Min sårbare forfængelighed, eller noget? Heldigvis sagde jeg ja til at være med, for det var en intens og positiv oplevelse, og efterfølgende er der flere kronikere, der har skrevet til mig, at de var glade for og inspirerede af artiklen, DEJLIGT!

Som det måske kan ses, er jeg ude af mange tangenter her. Det er ikke et kærligt og omsorgsfuldt, smukt eller berigende blog-indlæg om havearbejde, rejser, familie eller andet vidunderligt, som bringer mennesker sammen og til. Det er en træt, dårligt tilpas, hudløst sårbar og fremtidsskræmt kvinde, er der mon tale om en midtvejskrise (eller mangel på opmærksomhed…), for fuld udblæsning i det offentligt tilgængelige virtuelle rum?, der brænder af Men hvad er bedst?: at brænde af eller at brænde inde?

Så jeg tager tyren ved hornene og “angriber” ovenstående punkter:

Nr. 1 – influenza ;-)

Det er lang tid siden, jeg for første gang så kommentarer om en dansk podcaster, designer, underviser m.m. om, at hun havde for mange affiliate links og nævnte en bestemt butik for meget. Og jeg blev godt gammeldags indigneret. Her er tale om en person, der bogstavelig talt øser af sin viden, en person, der viser alt fra, hvordan man strikker en hæl, til hvordan man klipper en tå, og der er ikke den teknik, man ikke kan finde på hendes kanal, ganske og aldeles gratis. Hvad så, hvis hun på samme tid skaber en levevej for sig selv? Hun behøver ikke bruge tid og kræfter på at lave demonstrationsvideoer til os alle, hun kunne bruge tiden på at lave noget, der skaber direkte indtægt i stedet for. Og hun følger markedsføringsloven til punkt og prikke, for der er ikke skjult reklame på kanalen, men åbenhed om betalt promovering osv. I mine øjne svarer det til, at kritisere en hvilken som helst jobfunktion for at passe sit arbejde – at frisøren også sælger shampoo, men kun det og det mærke, i stedet for det og det mærke, eller at en tømrer har faste aftaler med en bestemt leverandør. Mennesker driver deres forretninger på forskellige måder, men sidst jeg tjekkede, klipper frisøren ikke gratis, og tømreren skal have penge for at lave en carport. Nævnte podcaster vælger at dele sin viden, og det er da fabulous!

Hylderne på mit garnværelse bugner af garn. Indrømmet, jeg har ufatteligt meget garn. 95 procent af det har jeg købt for egne penge, eller min mors penge, fordi hun er sød, eller fået i fødselsdags- eller julegaver, eller af Just (utroligt nok, for er der én person i denne verden, som har en holdning til mit garn, så er det ham :-)). Og ja, så har jeg ind i mellem fået et par fed garn hist og her. Nogle gange af dem, der har været med i Flammende Pinde, nogle gange af en håndfarver med et ønske om, at jeg viser det frem, nogle gange fra en lille, eller større, butik.

Det har jeg en hel del kommentarer at knytte til:

For det første: Det er mig alene, der bestemmer, hvem der er med i Flammende Pinde. Og når jeg kontakter folk for deltagelse, så har jeg ingen som helst forventning om, at de skal give mig noget. At nogle så gør det, bliver jeg bare glad og taknemmelig for.

For det andet: Hvis jeg modtager noget garn på anden vis, så er det aldrig uden en fordel for mine følgere, enten i form af en gave til en giveaway eller en rabatkode på produktet i en bestemt periode, og nogle gange endda begge dele. For mig at se må det være en win win, men det kan godt være, at jeg tager fejl. 

For det tredje: Indholdet i Flammende Pinde har fokus på de positive strikkeoplevelser, og garnet jeg har med gør mig som regel glad – uanset om jeg har købt eller fået det, og jeg er ærlig talt ligeglad med, om andre køber det, jeg deler bare min glæde. Ligeledes er jeg opmærksom på at fortælle, om jeg har købt eller fået det, og man kan dælme regne med, at jeg siger min mening uanset hvad. Hvis man har fulgt mig, tror jeg ikke, man kan være i tvivl om det. Selvfølgelig får jeg garnet, fordi giveren gerne vil have reklame, men hvis vi endelig skal begynde at finde regnemaskinen frem, på ingen måde for at lyde utaknemmelig!, så er f.eks. 2 fed garn “billigt sluppet” for et publikum på f.eks. 2000 personer, der med garanti er interesseret i garn. Det er målrettet markedsføring til kostprisen af produktet, og det kan man ikke få for tusindvis af kroner for en avisannonce. I forlængelse af det, så har jeg gennem mine snart 3 år som podcaster nogle gange tænkt på, at fiber-branchen som sådan godt kunne komme lidt mere ind i kampen og give vores lille niche-branche en hjælpende hånd. Man kunne endda kalde det endnu mere “influenza” i form af gaver til give-aways eller små shout-outs ind i mellem. Vi podcastere, og det er Bente fra Geilsk jeg citerer nu, er med til at give hele fiberverdenen et løft med vores kærlighed til og passion for strikdesign og garn. Selvom vi ikke har 10.000-vis af følgere, og mange derfor helt sikkert ikke ved, at vi findes, en passende undskyldning :-), og at en “lille” følgerkreds ikke er så attraktiv, som en stor i forhold til markedsføring, så har vi poddere en rolle at spille, vi er en voksende kreds – podcastpower – og tag det fra en, der har været i podder-felten noget tid: Det er svært at få følgere, og det er god stil af de store at hjælpe de små. Hvilket meget naturligt bringer mig videre til:

For det fjerde: Jeg har intet problem med at henvise til, hvor garnet er købt, eller hvor jeg har fået det. Jeg vil hjertens gerne “hjælpe” en nystartet farver eller butik fra min platform, og hvorfor skulle jeg ikke gøre det? Hvis en af mine veninder har verdens smukkeste røde kjole med blomster på, så spørger jeg – hvor har du købt den? Og jeg får ofte en besked med et spørgsmål om, hvor en given opskrift eller noget bestemt garn er fra, det vil da være mærkeligt ikke at svare på det, når hele min pointe er at dele fiberglæden. Min platform er i øvrigt i det store billede “lille”, og tanken om, at jeg skulle være influencer, får mig oprigtig til at le, for der er ingen, og jeg gentager INGEN, ventelister over garn-virksomheder, der står klar med en million-milliard og fråde om munden for at komme med i Flammende Pinde – hvilket får mig til at tænke på, at jeg kunne være langt mere kalkuleret og poleret og strategisk og så videre, for så ville jeg sikkert have maaaaange flere følgere….. Men det er jeg bare ikke, take it or leave me (det er der i øvrigt altid nogen, der gør, når jeg poster et blog-indlæg, så alt det her er “ris til egen bagdel”, men som sagt har jeg behov for en ventil!)

For det femte: Hvis vi endelig skal gøre “regnskabet” op, så ligger det helt fast, at jeg har haft mange flere penge-udgifter end garn-indtægter på at lave Flammende Pinde! Benzin, togbilletter, mange pakker i posten til giveaways – og ja, så er jeg kommet til at købe en del garn, når jeg har været på farten…, men det er jo helt og aldeles min egen skyld….

Og for det sjette, vigtigst af alt: Det er mit hjertebarn, vi snakker om her! Et hjertebarn, som vi bruger timer og atter timer på Just og jeg. Et afsnit af Flammende Pinde, hvor jeg har en gæst med, kræver i snit en uges arbejde, og det gjorde jeg ikke, hvis ikke jeg brænder for det, inderligt elsker og brænder for det! At den underliggende, frivillige og inderlige passion kan overses, fordi jeg har fået et fed her og et nøgle der, undskyld mig, men det kan jeg simpelthen ikke forstå! Men det kan jo sagtens være, at jeg ikke kommunikerer klart nok; der er altid mere end en person i en kommunikations-situation, og hvis modtageren ikke forstår budskabet, så må aftageren tage det til efterretning. Hvilket jeg vil gøre.

Og se nu her:  Der er så meget, der har hobet sig op i mig, tro da pokker, at der er en stor klump i halsen, at hele spektaklet bliver til en trilogi. Milde himmel, det havde jeg alligevel ikke set komme, men komme gjorde det, og vol. 3 bliver udgivet inden alt for længe.

I mellem tiden tak fordi du læste med.

Kærligst og respektfuldt

Hanne