Inden jeg går i gang med denne smøre, vil jeg komme eventuelle kritiske røster i møde:

Ja, det er mit valg at lave en podcast på youtube. Ja, det er mit valg at have en offentlig Instagram-profil. Og ja, det er mit valg at skrive personlige indlæg på min blog.

Nej, der er ingen, der har tvunget mig til det. Nej, mit liv afhænger ikke af det. Nej, jeg får ikke penge for det.

Dette indlæg handler om nogle af mine kvababbelser ved Sociale Medier, så hvis du ikke er i humør til kvababbelser, er det nu, du skal hoppe et andet sted hen.

Så er den del ligesom ude af verden.

Forestil dig følgende scenarie: En person du ikke kender, inviterer dig på besøg, og umiddelbart tænker du, at det kunne da være meget sjovt med et lille besøg. Du er ikke tvunget til at komme der, du kan gå lige når du vil, du er ikke forpligtet til at bidrage med noget, og du skal ikke betale noget for det. Forestil dig så, at du finder ud af, at det her besøg alligevel ikke er noget for dig. Måske snakker værtinden for meget, måske bryder du dig ikke om hendes tøj, måske kan du ikke lide lugten i bageriet. Og forestil dig så, at du, inden du går, vender dig om, kigger værtinden i øjnene og vender tommelfingeren ned. Ville du gøre det? Ville du gøre det, ved en du kendte?

For noget tid siden så jeg Martin Thorborg komme med en opsang til os alle sammen. Vi skal holde op med at lytte til influencers, og det gælder også ham selv. Vi skal holde op med at tro på, at det billede, andre mennesker præsenterer os for på Sociale Medier har noget som helst hold i virkeligheden. Vi ved det jo godt, men den måde han fik det sagt på, var bare så badass, for Sociale Medier er som et filter, vi lægger hen over vores liv, den udgave af os selv, vi gerne vil vise verden. Jeg blev så inspireret af hans opsang, at jeg fluks lagde et billede på Instagram af mit morgenhår :-).

(Et realistisk billede fra vores køkken – hvert fald den ca. ene gang om året, hvor vi sylter noget :-)

Men jeg fortæller ikke om, når jeg har været oppe at skændes med Just, og jeg viser ikke billeder af opsvulmede gråd-øjne. Når jeg har været en dårlig, skrap, utålmodig mor, praler jeg bestemt heller ikke med det. Hvis jeg en sjælden gang poster en selfie på Instagram, kan du være helt sikker på, at jeg har taget 20 forskellige billeder og nøje valgt det ud med færrest rynker og så få dobbelthager som muligt. Og hvis jeg tager billeder af strik eller andet, der ligger på gulvet eller i min vindueskarm, så er det meget sandsynligt, at der lige uden for billedet ruller en støvbold rundt eller ligger en stabel bøger eller noget legetøj.

(Her en frasorteret selfie – det er noget med buler i panden og poser under øjnene…..)

Der er slet ikke noget galt i, at jeg gerne vil vise den pæneste side af mig selv, er det ikke sådan, de fleste af os er indrettet, når det kommer til stykket? Og jeg kan selv rigtig godt lide at se på pæne billeder af strik, farveoplægninger, mad og natur. Æstetik er dejligt! Min pointe er blot, at det er et filter, og at alle prutterne, tårerne, dellerne, de er altså ikke med. Hele jeg er ikke med. 

Nej, det er ikke den dybe tallerken, jeg kommer med her, men denne fernis jeg lægger på mit liv på Instagram, den er jo blot en fernis, og en ting, der virkelig kan undre mig, sådan virkelig virkelig undre mig, det er, når jeg modtager tilbud i min direkte beskedboks, eller hvad den hedder. Mænd, der med falske profiler, henvender sig mere eller mindre diskret med komplimenter og tilbud om noget mere. Jamen, de ved jo ikke, hvem de henvender sig til! Det er jo ikke hele mig, de ser. 

(Er det mon den samme mand? Eller er det en robot? Hvad mon der ville ske, hvis jeg skrev tilbage?…)

Det sted på Sociale Medier, hvor jeg er mest mig selv er på Flammende Pinde. Ja, vi kan klippe ud, hvis jeg er alt for tosset at høre på, men ellers er det råt for usødet, og det er sådan, jeg gerne vil have det. Der har været glimt af børn, mand og venner, og jeg har lavet podcast i nattøj og grædt for åben skærm. Nej, jeg sidder ikke og klager over min håbløse mand, mine uvorne unger og mit selvværd. Men det er mig, Hanne Justesen, der sidder der og snakker, og jeg kan ikke filtrere rynker, deller eller indre stemninger væk.

(I Omgangen “En maske er ikke bare en maske” pakker jeg strikkebøger ud på Samsø iført nattøj……. Hvilke kraftfulde redskaber, jeg bruger til at bekæmpe filtret :-D)

Og nu kommer jeg til en anden ting, der virkelig kan undre mig, sådan virkelig virkelig undre mig. Først: Jeg er blevet opdraget til at sætte gode miner til slet spil, eller hvad det hedder. Jeg er en pæn pige, der smiler, til jeg dør, og hvis jeg ikke kan lide julegaven fra faster Grethe, eller desserten hos oldemor, så smiler jeg og siger pænt tak. Tanken om ærlighed i sådanne situationer ligger mig så fjernt. Og selvom det måske kan føles befriende med ærlighed i sådanne situationer, så kan jeg ikke kigge mennesker i øjnene, der giver mig noget, eller inviterer mig til noget, og vende tommelfingeren ned. Det kan jeg ikke, for der sidder jo et menneske der, som har ydet et eller andet, og som deler det med mig. Tonen på Sociale Medier kan være hård, og selvom vi præsenterer en filtreret udgave af os selv, så er der, efter min bedste overbevisning, ingen, der synes det er rart at få en sviner, og da slet ikke at få en sviner fra et anonymt væsen, der sidder bag en skærm og gemmer sig bag en profil! 

Og nu svinger jeg tilbage til den der tommelfinger. Jeg er heldigvis blevet så gammel, at jeg udmærket er klar over, at ingen kan være venner med alle. Og jeg er heldigvis blevet så gammel, at jeg har opgivet tanken om, at alle helst skal kunne lide mig. Det er jo fuldkommen umuligt. Jeg er heldigvis også i den situation, at langt de fleste, der kigger med på Flammende Pinde, kan lide hvad de ser. – Det skulle da også gerne være sådan, jeg håber sandelig ikke, du kigger med af pligt, og jeg håber sandelig heller ikke, at du bliver hængende, hvis du ikke kan lide, hvad du ser – der er mange andre gode strikkepodcasts rundt omkring, så der er helt sikkert også en for din smag, hvis det er en strikkepodcast, du gerne vil se. Men det der behov for liiiige at efterlade en nedadvendt tommelfinger – hvad er det for et behov? Hvorfor kan man ikke bare gå et andet sted hen? Hvorfor skal man sende sådan en slut-salut? 

(Nu skal jeg holde op med de kvababbelser. Der er mange gode ting ved Sociale Medier. F.eks. er jeg stødt på disse to skønheder derude, og de skal være med i en omgang Flammende Pinde – det var nok ikke sket uden Instagram)

Nå, nu skal jeg vist have mig en tudekiks ;-). Det er snart tid til, at jeg skal momse for første gang i min lille biks. Uha, det er godt, at der findes hjælpende hænder i denne verden, men det må vi tage en anden gang. 

Rigtig god weekend og thumps up til alle!

Tak fordi du læste med.

Kærligst Hanne