Drømmer jeg, eller er jeg vågen?
Jeppe i Baronens seng
Til kærlig info må jeg endnu engang advare om, at vi her bevæger os ind i det personlige felt…. Så bær over med mig.
Til yderligere kærlig info viser jeg strikkepinde frem, som jeg har fået af Rito. Der er tilbud på pindene nu, og jeg linker til dette nederst, men der er ikke tale om et affiliate link.
Det er den tid på året, hvor vores spisebord nærmest permanent ser sådan her ud…. Og strikkepindene, de er selvfølgelig med.
Da Jeppe, efter en ordentlig brandert, vågner i Baronens seng, kan han ikke tro sine egne øjne. Han kan heller ikke tro sine ører eller nogle af sine sanser. Det er jo et sandt mirakel tænker Jeppe, og der går ikke lang tid, før han helt har påtaget sig rollen som Baron og er blevet korrumperet af den magt, han tror, rollen har givet ham.
Men selvom Jeppe ikke drømmer, selvom han rent faktisk er vågen, så er det ikke virkeligheden, han befinder sig i, men derimod en spøg, et teaterstykke hvor alle spiller roller, undtagen Jeppe. Og det er en “virkelighed”, der brutalt tages fra Jeppe igen, og så har han fået den lærestreg, han har fortjent. Eller noget.
Nogle gange sker der ting og sager i vores liv, hvor vi kniber os selv i armen og tænker: Drømmer jeg, eller er jeg virkelig vågen? Det kan være i forbindelse med de mest lykkelige begivenheder i vores liv, og det kan i forbindelse med de mest ulykkelige. Eller der kan ske noget i verden, der er så vildt, at det ikke kan være rigtigt, naturkatastrofer, terror, Trump…., hvor virkeligheden i sandhed overgår fantasien. Når noget bliver helt overvældende, positivt eller negativt, kan det være en naturlig refleks at stoppe op og tænke: Er det virkeligheden?
Man kan også være “ved siden af sig selv”. Det er en oplevelse, som jeg er sikker på, at mange kan nikke genkendende til. At være ved siden af sig selv kan beskrives, som at man befinder sig i en boble (hvad vi jo alle bogstavelig talt gør lige nu), eller at man er pakket ind i Vita Wrap, eller at man har 10 tommelfingre en dag, eller at man går på gaden og ikke kan kende forskel på højre eller venstre, eller at ens stemme sidder fast inde i hovedet, eller at man har fået det forkerte ben ud af sengen, eller….. Man er ved siden af sig selv, en skygge af sig selv, noget som egentlig ikke er virkeligt, men som alligevel er virkeligheden. Jeg famler efter ordene her, for måske er jeg lidt ved siden af mig selv i dag?
Ja, jeg er ved siden af mig selv i dag, derfor har jeg skåret både poser under øjnene og den røde tud væk, men min nye hue strikket på mine nye pinde, den er jeg glad for!
2020 har virkelig været et uvirkeligt år både globalt, nationalt og lokalt, lige her hvor jeg sidder. Gang på gang tror jeg, at vi alle har stillet os selv spørgsmålet: Drømmer jeg, eller er jeg vågen?, når f.eks. konsekvenserne af Corona sådan rigtigt går op for os, eller når vi render slalom på fortovene for at undgå hinanden, eller når vi ikke krammer vores niecer på deres fødselsdag. For slet ikke at tale om de store linjer som økonomi, folkesundhed og fremtiden. Og så er der de globale konsekvenser. Lige nu snakker vi om Corona-træthed herhjemme, det trækker ligefrem overskrifter i de store aviser, og jeg er også træt af (undskyld mig) fucking Corona (vi må gerne bruge det ord til at beskrive vores følelser for virussen herhjemme….), og det er top-stressende at have en autoimmun sygdom midt i en pandemi, MEN hvad sker der i verden, i de fattigste og mest befolkede dele f.eks.? Klarer de det? Jeg aner det ikke, og jeg læser ellers temmelig meget avis…
Men når jeg barberer virkeligheden væk, når jeg zoomer ind, herind i stuen, hvor jeg skriver lige nu, så har 2020, pandemi og andet sat til side, på mange måder været et uvirkeligt år, et Jeppe-år, et år, hvor jeg, Hanne Justesen, både fysisk og psykisk har forandret mig, har ledt og søgt efter svar, har prøvet at finde ud af, hvad der skal ske med mig i resten af dette liv, har drømt og stadig drømmer om andre veje at gå, andre muligheder. For nylig talte jeg med en præst om accept og tillid og om at hvile i den kærlighed, man har. Den samtale holder jeg tæt til mit hjerte, for jeg kan ikke komme videre i mit liv, før jeg accepterer præmissen “kronisk sygdom”, og jeg har meget at komme videre med, fordi der er så meget kærlighed i mit liv.
Selv om man henholdsvist er blevet 18 (til venstre) og er flyttet hjemmefra (til højre), så bliver man vist aldrig for gammel til en omgang julekalender.
2020 har været et år, hvor jeg har kigget tilbage på Hanne, som jeg var før, med de høje hæle, og jeg har ledt efter hende inde i mig selv og prøvet at være fabulous, prøvet at holde masken over for verden… Som Jeppe er jeg vågnet op til en ny virkelighed, men i modsætning til Jeppe har jeg troet/håbet det var en dårlig drøm. Nu er accepten begyndt at komme, accepten af, at det ikke bliver, som det var, at jeg ikke bliver, som jeg var, og det store filosofiske grundspørgsmål: Hvem er jeg (i virkeligheden…), hvem er gåden i spejlet?, som jeg er helt sikker på, at vi alle stiller os selv ind i mellem, skal jeg til at svare på. Pyha!
Bussen kører – når jeg at hoppe på?
Fremtiden er kommet nærmere, og næste år skal jeg (formentlig og forhåbentlig) prøve noget nyt, som jeg glæder mig til, jeg har drømme om noget dejligt, som måske på et tidspunkt har en chance for at blive til noget, og jeg har en tentativ plan for, hvordan jeg kan generobre noget af den “gamle” Hanne. Altsammen noget, som jeg fortæller om på et senere tidspunkt. Og så vil jeg i øvrigt også gerne redde verden :-)….. Det kræver tid, overskud og kræfter, det kræver, at jeg giver min kærlighed og samler min kærlighed omkring mig, det kræver det nære. De mange skønne stemmer ude i virtu-virkeligheden eller virtuligheden (hey, har jeg lige opfundet årets ord for 2021???:-), holder jeg af, og her på bloggen er I jo en slags flok-psykologer til den terapi, som jeg har fundet ud af, bloggen er. Men jeg har brug for, for en stund, at skrue ned for virtuligheden og fokusere på den nære virkelige virkelighed – på kærligheden. Derfor holder jeg jule- og nytårsferie fra mine platforme, men vi ses på den anden side :-).
Gennem 2020 er der nogle mennesker, der, enten med et enkelt uudsletteligt fingeraftryk eller en fast omfavnelse, har hjulpet mig gennem, eller givet mig et spark. Af hele mit hjerte tak til kærlighedsmennesker
Just, Asger, Marie, Kille, Clara, Flemming, Charlotte, Britt, Susanne, Lone, Tinne, Jane, Rikke, Erik, Kristina, Helene, Leif, Helle, Merete, Louise, Torben, Bente, Ole, Peter, Julia, Lene, Lene, Kristian, Anders, Gitte, Margit, Niels, Pia, Bettina
Og som altid, som al al tid, så er der et sted, hvor jeg, på en håndgribelig og jordnær måde, kan lukke virkeligheden ude og lade fantasien, eller ingenting, råde: Håndarbejdet! At strikke er blevet en stor del af min identitet, jeg har bygget et lille univers op omkring min hobby, som er en vital del af mit liv. At sidde med strikketøjet er simpelthen noget af det bedste, jeg ved, jeg bliver gladere af det, og arbejdet med garn og pinde hjælper mig til at filtre livstrådene ud.
Rød er og bliver min yndlingsfarve, og derfor kaldte disse pinde fra Infinity Hearts på mig. På min Insta laver jeg en slags anmeldelse og sammenligning af mine røde pinde og mine Lykke-pinde, hvis det har interesse.
Hvis du mangler noget godt værktøj til dit strikketøj, så har Rito netop nu og til og med juleaften (2020) tilbud på de nye Infinity Hearts strikkepinde.
Kære allesammen – vi ses!
Tak fordi du læste med.
Kærligst
Hanne
Kære Hanne.
Tak for de kloge og tænksomme ord om det er sket hos og for dig i år.
Jeg har først fornylig fundet dig her på Insta.
Glædelig jul og godt nytår.
Venlig hilsen Annette.
Se ovenfor.
Rigtig glædelig jul til dig og dine. Jeg håber vi ses i 2021 og glæder mig til at høre om nye ideer.
Jeg tænker du ville gøre dig så godt som klummeskriver også i et offentligt regi.
Du er god med ord og er en dygtig interviewer, det er da en fantastisk kombination. :-)
Virtueller knus fra Joan
Kære Joan – fandt dig mellem en millionmilliard spam-beskeder… Uha, kender du nogen, der mangler en klummeskriver??? :-) Knuzer
Glædelig jul og godt nytår til dig søde Hanne ❤️
Vi ses 2021 og det ser jeg frygtelig meget frem til ❤️
Hej Hanne
Jeg håber du finder den nye Hanne i det nye år, men jeg må ærligt også indrømme, at jeg håber du finder en flig af den gamle Hanne, hende med Knittreat, for det ville jeg sgu gerne prøve.
Held og lykke og godt nytår
Tak Charlotte – din kommentar var forsvundet mellem jeg ved ikke hvor mange 100 robotspambeskeder, bl.a om, at jeg er en fantastisk painter… Ja, de skriver engelske de robotter, men forstår åbentbart dansk… SÅ irriterende at bruge tid på sådan noget, men SÅ dejligt at finde din besked :-)