Don’t post it to prove it

– Ukendt

Sammenbrud for åben skærm, eller…. Mine tanker om min egen podcast, hvorfor den ligger i dvale og om podcast-verdenen generelt. Ordene er mange, billederne til gengæld ikke, for, fair warning, det er ikke et feel good blog-indlæg det her, men noget der trykker i mig, som skal ud. Så er det sagt :-).

Hvorfor jeg starter “don’t post it to prove it”, når jeg på en måde poster dette blogindlæg for at “bevise noget”, tja, det skal jeg tygge lidt nærmere over….. Men jeg synes, det er så fint et citat. Fordi man igen og igen råber, f.eks. “HOAX” eller “Witchunt” eller “Månen er en grøn ost” eller “Corona er fake news”, så gør det ikke denne råben til objektiv sandhed. 

Hvorfor jeg i det hele taget poster dette indlæg, skal jeg sikkert også tygge lidt nærmere over, men altså, jeg har noget på hjerte, og jeg tror ikke, jeg kan komme videre med hverken Facebook, Insta eller Flammende Pinde, før jeg har fået det ud. Kender du følelsen af en klump fuld af sammenpressede tårer i halsen? Og det absolut eneste, der vil hjælpe er at græde, for ellers kan du ikke få vejret? Det er lidt sådan, jeg har det nu – disse tanker skal postes, ikke for at jeg nødvendigvis vil eller kan bevise noget, men for at jeg overhovedet kan komme til at ånde i det virtuelle rum igen. 

Og ja, måske vil nogen mene, at jeg overreagerer, eller at jeg er for følsom, eller at sociale medier slet ikke er et sted for mig. Det sidste er jeg helt enig i, at jeg er for følsom, kan jeg ikke helt selv gøre for, og overreaktioner kan vi vel alle have, eller? Alle har ret til deres mening – inklusive mig, og, hvis du ikke allerede har gættet det, så er der mange meninger fra nu af:

Disclaimer nr. 1: Jeg har en kronisk autoimmun sygdom, nældefeber, og vinteren er generelt en svær tid. Varmt tøj og strømper og sko får det til at klø og hæve, og det går ud over søvn, velbefindende og psyke.

Disclaimer nr. 2: Igennem længere tid har der været sygdom i min nærmeste familie, det er ikke afklaret endnu, og det er hårdt, når dem man elsker ikke har det godt. 

Disclaimer nr. 3: Pga. disclaimer nr. 1 og 2 er det en sårbar stemme, der taler her, og sårbarhed har en tendens til at gøre mig skinger i kanterne.

Disclaimer nr. 4: Disclaimers er en af de ting, som jeg vil skingre imod. Mere om det senere.

Men jeg skal jo starte et sted, og det må være med strikkemojo’en, der forsvandt. På et tidspunkt omkring jul havde jeg ikke den store lyst til at strikke mere, hvilket er helt vildt! Okay, der har været alt muligt krea i gang både på fastlandet og på øen – tegne, male, perler, scrapbog, pennevenneri, broderi – så der har været masser af fordybelse. Men at strikke er blevet så dybt forankret i mig, så stor en del af min identitet, at det vakte forundring både i mig og min familie. En ting er, at mine hænder har været dårlige i vinter, men jeg strikker da, når jeg kan! Jo, jeg har strikket, ukomplicerede huer til Asger, Marie, Kille og jeg selv, og det er dybt tilfredsstillende at holde sin familie varm om ørerne, men jeg har strikket, fordi de har bedt om huer, ikke fordi det grundlæggende behov for at strikke har været til stede. Der har, med andre ord, været tale om “pligt-strik”, selvom det er helt fab, når ens børn gerne vil have strik igen. 

Hvorfor mon den strikkemojo forsvandt? Spekulationerne har ført mig vidt omkring, bl.a. til strikkepræstationsangst… For meget garn, for meget drømmestrik, for stort et fokus på, at jeg gerne hele tiden vil vise noget nyt og spændende frem måske? Jamen for pokker – strik skal være en nydelse, et fristed for mig, og det skal ikke handle om at “post it to prove it”. Så jeg blev nødt til at skrue ned for det virtuelle, for det skal ikke være SoMe-Hanne, der presser strikke-Hanne til at strikke. Nej, det skal være strikke-Hanne der giver noget med glæde til SoMe-Hanne. Og her er en af grundene til, at Flammende Pinde har ligget i dvale. Min podcast skal være et positivt rum, og selvom jeg tidligere har luftet mine frustrationer over forskellige ting der, så skal det være et rum, der skaber glæde. Derfor bliver dette skrevet her på bloggen.

Efter en del indledende protester fra min side startede Just og jeg Flammende Pinde, fordi det var fedt at have et fælles projekt, fordi min glæde ved strik var så grundlæggende, da håndarbejdet hev mig igennem en svær tid, og fordi jeg bare gerne ville dele denne glæde og forhåbentlig gøre andre glade. Da vi startede, kendte jeg kun til en anden podcast på dansk, nemlig Lindse (undskyld Britta, dig hørte jeg først om senere…). Hvis man tænker forretningsmæssigt, så havde det den “fordel”, at “markedet” skreg på et sådan produkt, men det havde også den “ulempe”, at markedet var smalt, kendskabsgraden var lille, og jeg tror, der gik et halvt år, før jeg havde andre abonnenter end min familie og vennekreds, som var tvunget af undertegnede…

MEN jeg tænkte ikke forretningsmæssigt! Flammende Pinde var ikke og kommer aldrig til at være en forretning for mig, det er alene et hjerteprojekt. Og dermed ikke sagt, at jeg ikke har fuld respekt for dem, der drømmer om at gøre strik og garn til deres levevej! Det har jo selv været min inderligste drøm med KnitTreat, som min podcast på det tidspunkt skulle hjælpe med at booste, men den drøm er nu brast… 

At Flammende Pinde ikke er en forretning betyder f.eks., at jeg har valgt reklamer fra i min podcast. Det irriterede mig med en reklame for McDonald’s inden en af Just’s fine intro’er, som han bruger timer på at lave, og jeg magter ikke administationen i det heller. Og så er jeg “ren”, som Just siger… Affiliate links er heller ikke noget, jeg opererer med, men igen – hvis man har strik som levevej, kan det på ingen som helst måde genere mig, at indtægtsgenerering, af en hvilken som helst form, er en del af ens samlede levegrundlag! Specielt ikke på You Tube, hvor der ligger oceaner af timer med gratis underholdning, oplysning og information til alle strikkeinteresserede. 

Da jeg fik 1000 abonnenter på You Tube, skrev de begejstret til mig, at nu var min kanal kvalificeret til indtægtsgenerering gennem reklamer. Aldrig i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at jeg skulle få 1000 abonnenter, og at vi nu er over 2000 samlet om mit lille sted er da for vildt! En væsentlig årsag til det er, at markedet er blevet større. Specielt for et år siden og også netop i disse dage skød og blomstrede en masse nye poddere frem, så vi er en stor flok nu. Takket være gode kvinder som Mette og Lisbeth har vi også fået et forum, hvor vi nemmere kan komme i kontakt med hinanden og sprede det glade budskab om vores arbejde. På denne måde giver vi synergi til hinanden, og det er blevet både “hurtigere og nemmere” at komme godt i gang. Stemmerne bliver flere og flere, både podderes og publikums, og de mange stemmer betyder, at “markedet” for strikkepodcasts er blevet “købers marked” (åh ja, hun er derinde endnu, businessquinden med høje hæle…). Eller rettere – der er ikke tale om “købers” marked, for som seer af danske strikkepodcasts køber man ingenting, hvilket jeg mener er værd at huske på, når man sætter sig med sit strikketøj!

Stemmerne bliver heldigvis flere og flere, og som en naturlig konsekvens bliver holdningerne også flere og flere. Holdninger til sprog, til indhold, til podcasterverdenen, til “influencing”, til alverdens ting, og det er helt, som det skal være. 

Når stemmerne bliver flere og flere, så opstår der en anden interesse for podcasts, og det er interessen fra sælgere af garn og opskrifter, der ser en ny platform vokse frem, en platform hvor deres produkter bliver præsenteret. Der er hård konkurrence på garnmarkedet, og en markedsføring, hvor ens garn bliver vist, forklaret og strikket med foran, lad os sige, 1000 potentielle købere er dybt interessant. Ikke alle “behøver” podcasterne, men f.eks. som mindre håndfarver eller nystartet garnbutik er vores univers et værdiskabende univers, hvor kendskabsgraden kan blive øget med mange mange procent.

Fair warning – nu kommer vi til nogle overvejelser, som nogle måske vil finde “kontroversielle”, og som kan “koste” mig på følgerfronten…. Til det vil jeg sige: Første gang jeg rigtig fik smæk for Flammende Pinde, gik jeg helt i selvsving og prøvede at udføre damage control ved at svare nogle af kommentarerne og beskederne direkte for ikke at miste følgere. Det gør jeg aldrig igen! Aldrig mere vil jeg ligge på knæ foran utilfredse seere, take it (gratis vel at mærke) eller leave me!

En sen nattetime kom jeg til, jeg plejer ellers aldrig at gå i debat på Facebook, at netop gå i debat på Facebook, hvilket blev fulgt op af nogle private samtaler med gode mennesker, I ved, hvem I er, som var rigtig fine, trods vores lidt forskellige holdninger. Årsagen var, at jeg gennem længere tid og flere steder havde bemærket forskellige stemmer give udtryk for:

1. Der er for meget influencing i podcasts, altså produktplacering.
2. Danske podcasts er blevet for ens – strikker de samme ting, henviser til de samme KAL’s, henviser til samme garn og butikker.
3. Danske podcasts henviser for meget til hinanden – dog kun en lille kreds af hinanden, hvilket betyder, at nogle seere føler, der er “os mod dem”, og nogle poddere er lukket ude fra fællesskabet.

Selvom det er et tarveligt sted at stoppe her, hvor jeg rigtig skal i kødet på nogle af de ting, der trykker, så stopper jeg for nu… Mine fingre er gået amok på tastaturet i dag, og hvis jeg fortsætter, bliver 25. omgang blog det længste blogindlæg på internettet, en rekord jeg ikke går efter at sætte.

Meeeeen der kommer et vol. 2 af “Hagen ved det hele”, og det kommer snart, for jeg er typen, der, Gud nåde og trøste mig, får det bedre af at lette mit hjerte.

Indtil da, om ganske straks og lige om lidt, tak fordi du læste med!

De allerkærligste kram og med respekt

Hanne