I maj 2017 var jeg helt på toppen.

Alle mine børn havde det godt. Jeg var gift med den dejligste mand i verden. Jeg havde det sjoveste job, som sponsorchef i Skanderborg Håndbold, og vi havde netop sikret os overlevelse i Herrehåndboldligaen, hvad der behørigt blev fejret til den lyse morgen. Mit netværk var fabelagtigt. Og som prikken over i’et var jeg i mit livs form og svingede formerne på høje hæle i mine gamle yndlings-jeans fra før vores efternøler Kille blev født. 

I juni 2019 skriver jeg nu min første blog-post nogensinde, forhåbentlig på vej mod en anden top. Mine børn har det stadig godt, jeg er stadig gift med den dejligste mand i verden, og jeg har stadig et fabelagtigt netværk. Men mange andre ting har ændret sig, og det er baggrunden for og historien om, hvordan Flammende Pinde og KnitTreat er blevet til. Som en hovedregel i mit liv har jeg indtil for nylig været lige så notorisk privat på sociale medier, som jeg er åben, når man møder mig ansigt til ansigt. Regler er som bekendt til for at blive udfordret :-), og fordi historien om tilblivelsen af KnitTreat er en meget personlig historie, vælger jeg at fortælle den her.

For i maj 2017 var jeg også meget træt. Ikke alene var jobbet i mit elskede Skanderborg Håndbold det sjoveste job, jeg nogensinde havde haft, det var suverænt også det hårdeste job, jeg nogensinde havde haft, hvor alle døgnets timer ofte, meget ofte, var i brug. Og hver morgen og aften kæmmede jeg mit hår, pga. en konstant kløen, som nærmest ikke kunne være andet end lus – selvom jeg aldrig fandt en eneste….. 

Lørdag d. 20. maj 2017 havde vi havedag i vores Andelsforening, og som altid stod jeg for forplejningen. Store fade med salater og pølsehorn og dips og diverse blev fragtet ned i gården til fælles nydelse for børn og voksne, men en bule under min ene fod gjorde arbejdet lidt bøvlet. Bulen blev siddende, og jeg humpede rundt nogle dage, hvorefter buler om albue og vrist på min højre arm gjorde det umuligt at løfte den. Og inden jeg fik set mig om havde jeg også buler og udslæt på min ryg og mine inderlår, og det kløede overalt. Der skulle et par lægebesøg til, før diagnosen nældefeber blev stillet, og det er jo til at fikse med lidt antihistaminer, men de fiksede ikke mine, som blev værre og værre og spredte sig til hele kroppen. Her følger en proces, der er lang og trist med prøver og alverdens medicin, men det korte af det lange er, at jeg var blevet ramt af kronisk nældefeber, en sjælden autoimmun sygdom, som ca. 300 danskere årligt kæmper med. Kronisk nældefeber har ikke noget med allergi at gøre, det tager tid at diagnosticere og endnu længere tid at symptombehandle – det kan ikke kureres, men brænder, som regel og forhåbentlig, ud af sig selv.

Nu gør jeg noget vildt – nu viser jeg billeder, og det er altså temmelig grafisk.

Det er ensomt at have en sjælden sygdom. Man bliver mødt med sympati, men også med en masse spørgsmål og noget, der kan minde om uforståenhed, så man er i en konstant “forsvarsposition”. Velmenende råd er der også masser af, men selvom de er givet i kærlighed, kan det også være belastende at blive rådet til at drikke nældete og få frisk luft, når man lige har fået lavet hudbiopsi, taget blodprøver for Gud ved hvilken gang og fået at vide, at hvis næste behandlingsmetode ikke har effekt, kan kemoterapi være eneste løsning. Et brækket ben er skrækkeligt, men skal ikke forklares – og det er faktisk skrækkeligt at skulle forklare sin sygdom, selvom det også er forståeligt! Man dør ikke af kronisk nældefeber, men der var tidspunkter hvor jeg havde lyst til at springe ud af vinduet i desperation over manglende søvn og den konstante kløen overalt. Nælderne kunne sidde i øjnene, i ørene, i håndfladerne, under fødderne, og jeg havde aldrig et sekunds fred. Min læge på hudklinikken fortalte mig, at man kategoriserer kronisk nældefeber på linje med at vente på en hjerteoperation på den måde at forstå, at ens liv er fuldkommen på stand by. Der er ikke noget, man kan. En hjertepatient kan dø af sin sygdom, og gudskelov var jeg ikke hjertepatient! Men jeg var fanget i min egen krop og desperat for at komme ud!

Efter fire måneder med prøver og alverdens medicin begyndte jeg august 2017 endelig en behandling, der havde effekt, og optimismen begyndte at vende tilbage. Skanderborg Håndbold tog mod mig med åbne arme, og hvor jeg dog bare nød at kramme dem alle sammen dernede. Men selvom der var effekt, var der ikke balance, og hver aften, når jeg kom hjem fra arbejde, var fødder og ben dækket af de satans nælder, søvnen forsvandt fra mig igen, og en sort dag i oktober havde jeg black out i bruseren. Så følger nogle måneder, der ikke er rare at tænke på. Og konsekvenserne var store for mig!

http://skanderborghaandbold.dk/2017/12/sh-soeger-ny-key-account-manager/

http://skanderborg.lokalavisen.dk/2017-12-25/-Sponsorchef-stopper-i-Skanderborg-Håndbold-954372.html

Det er meget privat at have en depression synes jeg, men en ting jeg virkelig tog med mig var min psykiaters helt nøgterne måde at beskrive sygdommen på: Når kroppen slides ned af sygdom og søvnmangel, slides hjernen også ned, og en depression kan nærmest sidestilles med det førnævnte brækkede ben Han fik mig til at forstå, hvad der skete, og denne måde at forklare tingene for mig på, gav mig troen på, at den hjerne sgu nok skulle blive repareret igen. I marts 2018 fik jeg, igen, reguleret min nældefeber-medicin, og i april begyndte jeg at tro på, at alting var begyndt at stabilisere sig!

Og så var det, at Just fik en idé – men det tager vi næste gang! For dette indlæg har vist alt for mange tegn nu. Det må jeg prøve at lære, og der er meget, jeg skal lære – og det er det, vi finder ud af på denne hersens blog…

Tak fordi du læste med. Vi ses næste gang.

Hanne