“Social media is about sociology and psychology more than technology.”

— Brian Solis

Til kærlig info så indeholder dette indlæg donation til giveaway samt et rigtig godt tilbud til jer: 15% rabat på alt garn fra yarnforward.dk, så læs endelig videre, hvis du vil have fat i den rabat. Indlægget indeholder ikke affiliate links.

Mit forhold til sociale medier har altid været ambivalent. Det er vist den korte historie. Jeg var mindst et årti bagefter hele min omgangskreds, da jeg omsider kom på Facebook, og så brugte jeg det overhovedet ikke, indtil jeg for nogle år siden ikke kunne undgå det i forbindelse med mit daværende arbejde. Ja, man kan faktisk godt sige, at jeg har været en “hulekone”, og det vil heller ikke være forkert at sige, at jeg stadigvæk er det. Tilfældet, dagsformen, evnerne (eller mangel på samme) og humøret råder, når jeg bevæger mig ud i cyberspace, og jeg skal tit have hjælp fra ungdommen, når Facebook giver mig grå hår (hjælp, mine opslag kan ikke deles for tiden, selvom de er offentlige???). Flere af mine venner gik læææææænge og ventede på, at jeg accepterede deres anmodninger (Kære alle, hvis jeg ikke accepterer eller ikke svarer eller ikke liker, så er det under ingen omstændigheder personligt! Det er bare Hanne, der tåger rundt, alternativt bliver væk, fra den verden), og det er mere held end forstand, hvis jeg selv får sendt anmodninger afsted – og det er bare få eksempler ud af mange. Læringskurven er stejl, men for mig altså også ret meget op af bakke, og den tid jeg skal bruge på at finde ud af det, ja den vil jeg altså hellere bruge på at strikke.

(Her er et godt eksempel på, hvordan jeg fungerer. For det første, så aner jeg ikke, hvordan det screenshotbillede af min skærm er blevet taget. Det lå bare i clouden og må være taget i “bukselommen” aka buttcall ;-). For det andet, så får jeg ikke afmeldt nyhedsbreve fra diverse, notifikationer fra forskellige sociale medier og hvad der nu ellers dumper ind på min gmail. Det er ikke særlig smart vel? Måske drukner noget vigtigt derinde. Men jo mere det akkumulerer, jo værre bliver det at komme i gang med. Cirklen er ond, the struggle is real.

Ind i mellem er jeg i frivilligt eksil fra sociale medier, simpelthen fordi jeg bliver fuldkommen overvældet af informationsstrømmen. Min hjerne kan ikke altid “processe”, hvem der synes godt om en given Kvickly, eller hvem der er interesseret i en begivenhed, der foregår i nærheden af mig, for slet ikke at tale om alle de reklamer, der popper op baseret på mine google-søgninger. Jeg bliver jagtet af røde kjoler, håndfarvet garn og notesbøger i mit feed, og evnen til hurtigt at sortere er ikke altid til stede, hvilket gør et eksil godt for en hjerne, der kan have tendens til at brænde af… 

Og så er der hele filter-aspektet. Når jeg kigger på mit eget feed både her og der, så er det jo bare toppen af isbjerget af mit liv. Det er der bestemt ikke noget galt med, og fine billeder, sjove situationer eller gode minder er værdifuldt at samle på, ligesom jeg heller ikke har lyst til at krænge hele mit liv ud over stakkels uforvarende mennesker derude. Men i går aftes blev den indkøbte salat fra madspildshylden serveret til aftensmaden lige præcis i den plastikbakke, den var indkøbt i. Det er ikke særlig “instavenligt”, men det er det virkelige liv, og det er måske det, der er min største ambivalens ved SoMe: Repræsentationerne dækker ikke hele virkeligheden, og konsekvensen kan være, at nogle mennesker opfører sig på måder derude, som de aldrig ville gøre ansigt til ansigt med andre. SoMe er troldevenligt område, og det har jeg det stramt med, for nu at sige det mildt. Og det er blot på mikroniveau; hvis man går i gang med at spekulere i makro, kan man jo blive helt fortvivlet f.eks. ved tanken om, hvordan robotter kan få indflydelse på den politiske dagsorden i verden. 

(Det lykkedes mig at få lavet min KnitTreat side på Facebook, og den er jeg faktisk glad for – hvis du ikke følger mig der, så må du da gerne det. Jeg håber på et tidspunkt, at den kan komme til at handle om lidt strikkeselvforkælelse igen)

Så jeg kan prøve at forklare mine børn, at jeg ikke kan finde ud af det, at den tekniske formåen ikke er til stede, at det er alt for svært, men sandheden er nok, at selvom det tager mig evigheder at finde ud af ting derude, så kunne jeg jo nok, hvis jeg virkelig skulle… Det er bare ikke en toppriotiet for mig: Konen befinder sig sågu bedre i sin hule ;-). Det jeg prøver at sige her er, at en tilstedeværelse på sociale medier, hvor man ikke er så meget til stede, måske kan komme til at virke som om, man ikke er nærværende eller interesseret i andres liv, gøren og laden. Jeg kan ikke helt gennemskue dette argument, men er det dobbeltmoralsk at blive glad for konstruktiv opmærksomhed, når man ikke selv lige har overskuddet eller hjernekapaciteten til at følge med alle steder? Hvor meget forpligter en profil på sociale medier? Hvor meget forventer andre, at man deltager? Hvor meget, eller hvor lidt skal man forklare sig? Hvad tænker mennesker, der ikke kender en? Sådan nogle spørgsmål stiller jeg regelmæssigt mig selv, og ironien i, at jeg har haft brug for sociale medier for at bygge KnitTreat op, er jeg ikke blind for. Sådan kan jeg væve mig selv ind i tankespind, og min ambivalens er i høj grad baseret på, at jeg hellere vil tænke på mange andre ting!

(Ahhhh ja, her i mine notesbøger med pen på papir – her føler jeg mig sgu hjemme!)

Når alt det så er sagt…

I de sidste par dage har jeg haft en spændende “samtale” på Messenger, jeps, Messenger!, om alt muligt bl.a. relateret til den måde vi bruger sociale medier på. Det har givet mig stof til eftertanke, både om det positive og det negative forbundet med disse kanaler, som vi alle sammen tuner ind på i større eller mindre grad. For der er jo ingen tvivl om, at Facebook og Instagram og alt det nymodens halløj (TikTok, Twitch?), som de unge foretrækker, har nogle store fordele, men der er heller ikke nogen tvivl om, at den måde vi agerer (eller i mit tilfælde ikke agerer), kan give andre et skævt indtryk af, hvem vi er. Spørgsmålet for mig er så, om fordelene opvejer, eller måske ligefrem slår, ulemperne.

At starte op med Flammende Pinde har givet mig et helt nyt fællesskab online inden for strik og fibre, et fællesskab, der kun er blevet styrket i den seneste periode, hvor mange podcastere er kommet til, og hvor en dejlig kvinde ved navn Mette, flot flankeret af Lisbeth, har startet en facebookgruppe for alle, der er interesseret i strikkepodcast, og hvor man kan følge med, når nye afsnit bliver sluppet løs på youtube. Hvis du ikke kender gruppen, så finder du den her. 

At starte op med Flammende Pinde har også givet mig personlige venskaber, som jeg værdsætter højt, og som jeg glæder mig til at udvikle endnu mere. Strikkervenner og veninder er nærmest pr. definition gode venner :-), og fællesskabet omkring håndarbejde er nok til at sætte en masse i gang, uanset hvem, hvor og hvad man er. Det er en styrke, og det er en styrke, som er værd at værne om og passe på.

Endelig gav opstarten af Flammende Pinde mig mod på og opbakning til at prøve kræfter med KnitTreat. Jeg havde pludselig en platform, der ikke bare heppede på mig, men også bidrog med ressourcer, idéer og viden til, hvordan jeg kunne udvikle mit koncept. Ordet taknemmelig rækker slet ikke her, og min bette biks, hvor usikker fremtiden end ser ud, var slet ikke blevet til noget, hvis ikke det var for netop de dejlige, varme og givende mennesker – I ved, hvem I er (hjerteemoji).

Jeg har sagt det før, og det har ikke ændret sig siden: Sociale Medier er kommet for at blive ;-), og  jeg må bare finde ud af det og følge med, så godt jeg kan.

(Men denne pose og indholdet af den, ja det lokker bare som en anden Sirenesang…)

Apropos det der med at være nærværende: Det kan være en småpinlig affære for mig at gå en tur – for jeg ser ikke rigtig noget. Nogle gange fordi jeg ikke har fået mine briller på, men det er ikke en undskyldning, for jeg går så meget i mine egne tanker, at mennesker vitterligt springer ind foran mig for at få mig til at hilse på. Og det kan bestemt blive misforstået, hvis man ikke kender mig! Konklusionen er altså, at det faktisk både er i den virtuelle og den virkelige verden, at det kan være svært at komme i kontakt med mig. For pokker da – og tilgiv.

Nu melder strikketrangen sig efter alt dette SoMe-spekulation. Den der trang til at strikke kan bare sådan vælte ind over en. Har du også trang til at strikke lige nu? Skal vi strikke sammen i tankerne? Har du lyst til at slå op til noget nyt – slåop-influenza? Mangler du garn? Eller har du måske bare lyst til at shoppe lidt garn? ;-) Hvis ja, så kommer der her en anbefaling: yarnforward.dk er en ny dansk webshop med en god vision og et dejligt udvalg. Lige nu knokler Conny og hendes familie med at indrette en fysisk butik i en staldlænge på deres gård. Her er altså noget både for dem, der elsker cyberspace og lige om lidt for dem, der elsker at komme i en god garnbutik. 

I perioden fra og med d. 18-6-2020 til og med d. 25-6-2020 giver Conny et godt tilbud til jer:

15 % på ALT garn med rabatkoden: flammendeferie.

Det skal jeg i hvert fald selv ind og kigge på.

(Conny har doneret denne fine garnblomst til giveaway, der kommer til at køre på Instagram. Det er uld, hør og silke fra BC Garn, og det er bare lækkert!)

Men først skal jeg strikke, mens jeg spekulerer lidt på, hvordan verden ser ud for tiden – det tror jeg, jeg kommer til at skrive om næste gang.

Tak fordi du læste med.

Kærlig hilsen

Hanne