Mange er aldrig rigtig jævnaldrende med sig selv.
Tove Ditlevsen
Til kærlig info er denne omgang blog en masse navlepilleri om det at være midt i livet, måske krydret med nogle tanker om at føle sig yngre (nogle gange da…) og ældre (synes det bliver oftere og oftere…) end jeg er.
Til yderligere kærlig info indeholder omgangen også en rabatkode på broderikits fra Rito, hvis I har lyst til at nørkle lidt med det. Der er ikke tale om et affiliate link.
Om godt og vel 10 måneders tid fylder jeg 50 (men det er selvfølgelig da slet ikke noget, som jeg tæller ned til, overhovedet ikke, nej da). Det gør jeg. Ja, Hanne, det gør du. Du fylder 50, det gør du! Og det blev jeg “brutalt” mindet om her til morgen, da jeg foran spejlet endnu engang, med dybe suk, måtte have pincetten i gang for at hive det, der engang var bløde dun, med streg under engang!, ud af hagen. Jeg måtte op på tæerne og dreje hovedet i en akavet retning for at få fat i et særlig stædigt hår, der sad lidt skævt under hagen, og den bevægelse medførte sådan et knæk i nakken, at jeg troede, jeg havde fået hold deromme. Tænk engang. Ja, de siger, at de fleste ulykker sker i hjemmet, men jeg havde da aldrig troet, at jeg kunne risikere at komme til skade ved lidt “pyning”.
Torturinstrumentet er blevet vasket og skal nu bruges til et andet og noget dejligere formål.
Bliver vi hårdere med alderen? Altså mine hage-hår gør, og jeg havde en interessant samtale med en af mine veninder for et par år siden. Emnet var tånegle. Jo, intelligensen er høj, når vi mødes :-). Konklusionen på vores snak var klar: Vores tånegle er blevet hårdere og dermed sværere at klippe, og det naturlige spørgsmål i forlængelse af den konklusion er så: Er vi ved at blive til fossiler?
Spørgsmålet er, hvilken kur der virker mod “fossilering” – Zornig eller læderfedt? Og forresten, spørger naturligvis for en ven ;-)
For mit eget vedkommende så “fossilerer” jeg her og der, men der er også modsatrettede kræfter på spil. Tyngdekraften f.eks. Åh ja, den kære tyngdekraft. Områder, der før har været rimeligt faste, bliver blødere og begynder at trække nedad. Betyder det, at man bliver mere rodfæstet med alderen? Eller hvad? Og mine hjerneceller, bliver de også blødere? Jeg kan hvert fald konstatere, at, efter i årevis at have lavet en mental note om, hvor alle har lagt deres pung/nøgler/telefon, så jeg på den overskudsagtige og overbærende mor-kone-måde kan fortælle, hvor mand og børns pung/nøgler/telefon er, så er det nu mig, der forvirret styrter rundt og leder efter disse ting. Lige nu leder jeg f.eks. desperat efter høretelefonerne til min telefon, som selvfølgelig ikke korresponderer med høretelefonerne til min iPad (skide godt at skulle holde styr på 2 slags høretelefoner…), og de dukker nok op, men først når jeg har fået hele familien på fødderne for at lede efter dem:
FOR JEG KAN IKKE LYTTE-LÆSE MIN BOG, NÅR JEG IKKE HAR MINE HØRETELEFONER, GØR NOGET NU, ELLERS GÅR MIN DESPERATION UD OVER JER, HVAD DEN DA OVERHOVEDET IKKE GØR, NÅR JEG STÅR OG RÅBER AF JER, OG ER DET I ØVRIGT DIG ELLER DIG, DER HAR TAGET DEM, ER DU SIKKER PÅ DU IKKE HAR TAGET DEM?…
Min mormor er 93, og selvom alderen er begyndt at trykke her og der, så Gud nåde og trøste den, der forsøger at forhindre de daglige ture ud for at klippe lidt her og feje lidt der.
Her, midt i livet, kan jeg også konstatere, at jeg bogstavelig talt er omgivet af hele livet. Det er et ubeskriveligt privilegie, at jeg, i min fremskredne alder, stadig har min mormor på denne jord. Og med Kille som den senest ankomne til familien Justesen, så har min direkte blodlinje et spænd fra 8 – 93 år, og min dagligdag er fyldt med glæder og problemstillinger i dette aldersspænd. Både som 8-årig, 49-årig og 93-årig kan det være svært at finde sine ting – men af noget forskellige årsager. Min mormor “synger på sidste vers”, som hun selv siger, mens Kille næsten lige er begyndt at synge. Og der i mellem har jeg en søn, der er flyttet hjemmefra og finder sine egne ben i det, en datter, der næsten ikke kan vente med at flytte (Marie, det kommer ikke til at ske!), en mand der nærmer sig 60 (det kan man ikke se ;-) og en mor på 74 – og det er først i de seneste måneder gået op for mig, at min mor faktisk også kan betegnes som “gammel”, hvornår det end er, og jeg har slet ikke lyst til, at min mor er “gammel”, jeg er slet ikke klar til det!
Juicebrikker og flyverdragter er stadig en del af vores hverdag. #foreveryoung
Når jeg står der foran spejlet i en akavet vinkel bevæbnet med mit “yndlingsvåben”, pincetten, så tænker jeg ofte på dette spænd, og hvor jeg befinder mig i det. Jeg tænker på, hvordan jeg stod i samme position foran spejlet for 30 år (!) siden, men for at lægge make-up og gøre klar til at danse hele natten, på at jeg stadig har lyst til at danse hele natten, men at jeg alligevel egentlig ikke orker det – og mine fødder kan ikke holde til det, men det er en anden snak…. Jeg tænker på, hvad jeg har fået med fra dem, der synger de sidste vers, som heldigvis er meget lange er jeg sikker på, og hvordan jeg har sunget for mine børn. Nogle gange går det med gru op for mig, at noget af det, jeg for 40 år siden svor, at jeg a l d r i g ville udsætte mine egne børn for, tja – det har jeg gjort alligevel. Det er vist noget med stammer og æbler. Og nogle gange sværger jeg stadig, at det her, det vil jeg ikke gøre mod mine børn. Mon det kommer til at holde om 40 år?
Det sætter tankerne i sving at være midt i livet, og det sætter tankerne i sving at være omgivet af hele livet. Tanker om, at jeg kommer længere og længere ud på vippen, om man så må sige, tanker om det jeg skal miste, og alt det jeg gerne vil opleve, tanker om at jeg ikke længere kan, alt det jeg vil, men at jeg stadig gerne vil nogle af de ting, jeg kan, og det skal jeg holde fast i!
Tanker kan være overvældende, og sådanne tanker om forgængelighed/forfængelighed kan da lige sende mig direkte i lænestolen helt overvældet, og så er det, som altid, håndarbejde eller nørklen, der kan være en god afledning eller et godt redskab til at filtrere og ordne det indre kaos. For tiden går jeg rundt og leder efter min strikke-mojo, som har forputtet sig et sted, men en af Killes julegaver, et broderi, gav mig blod på tanden til at nørkle med nål og tråd.
Hvilket er mon Killes, og hvilket er mon mit?
Jeg snakker stadig af og til med Vicki, som jeg arbejdede sammen med, da Rito var med i Flammende Pinde, og hun sendte mig fluks noget nørkleri.
Med den pakke fulgte også en slags pakke til dig:
Rito giver 10 procent på alle broderi-kits, se her og her.
Rabatkode: FLAMMENDENÅLE
Tilbud gælder til og med 21-2-2021
Så nu vil jeg sætte mig hen og blive lidt “lænestolsformet”, som min veninde Tinne siger :-). Og jeg vil tænke på, om Corona snart viger pladsen for, at jeg forhåbentligt snart kan komme i gang med et nyt lille eventyr. Vi må se, og under alle omstændigheder må det vente med at komme med her til en anden god gang.
Tak fordi du læste med.
Kærligst Hanne
Det er lige før jeg sidder med tårer i øjnene. Hvor skriver du godt (og vittigt) søde Hanne 😘 jeg synes du skulle prøve at være kronikør i et mere offentligt regi.
Jamen hvordan bærer jeg mig ad med det søde Joan? Kærligst Hanne
Jeg kom netop i tanke om din blog i formiddags, var inde for at se, om jeg havde misset et opslag, og så skrev du få timer efter på FB, at du havde ladet tankerne flyde på skrift igen. Tak. 😊
Jeg selv fylder 50 til sommer, men jeg overvejer, om det gæld’s at lade det seneste spildte Coronaår udskyde det til næste år. Jeg er på ingen måde klar! Jeg lod i et lille halvt års tid håret vokse ud i den farve, det havde lyst til og overvejede, om jeg var klar – men det er jeg ingenlunde (omend mit skriftsprog nogle gange gør mig til 90-årig 😉), så jeg greb noget hjemmefarvning for nyligt og slette dén del af aldringen.
Følelsen er muligvis lige så stor, men med omvendte fortegn, som når Kille fylder 10 om nogle år! 😁
Selvom jeg er mere end 10 år ældre end dig, Hanne, så ligner dine tanker om alder og livet ganske godt mine. Jeg synes jo stadig, at alder blot er et tal; et tal, som jeg bruger til at sætte mennesker op på en eller anden linje efter – ikke fordi det ene tal er bedre end det andet, bare fordi jeg godt kan lide at vide, hvor jeg har folk – hvis ellers alderstallet kan gøre det.
Det der med at have lyst til det samme som i de unge år – og så alligevel vide, at det kan man ikke, eller gider ikke, det kender jeg godt. I samme tankegang kommer jeg til at mindes en tidligere, ældre kollega, som altid gik relativt tidligt hjem fra vores julefrokoster. Jeg tænkte, Arh, det er da for tidligt – og kedeligt. I dag er det mig, der trækker kedelig-kortet og tager hjem fra julefrokosten lidt efter middagen og egentlig synes, det er ganske rart lige at sidde lidt i sofaen med ham den søde, før jeg trisser i seng.
En del af mig er rædselsslagen over den udvikling, men en større og større del af mig synes egentlig, det er ganske fint.
Tak for dit gode skriv!