Just because it’s “all in your head” doesn’t make it any less real.

  • Ukendt

I februar, marts og april 2022 var jeg af to omgange indlagt på psykiatrisk afdeling på Skejby Sygehus med “svær depression med psykotiske træk.” Her fik jeg 12 elektrochok-behandlinger, ECT, ligesom jeg modtog diverse medicinske behandlinger. 

Min hukommelse vedr. mine indlæggelser er fuld af huller, dels pga. ECT og dels pga. depression, men der er nogle handlingsforløb, der står ætset for mit indre blik, og som jeg har brug for at skrive om. 

Jeg er en pæn pige, meget velopdragen, vokset op i en verden, hvor “man” dikterer hvad man gør og ikke gør. Det er aldrig helt lykkedes mig at finde ud af, hvem “man” egentlig er, og hvorfor “man” har så stor indflydelse…. Hvor om alting er, så er jeg en pæn pige (det meste af tiden ;—).

Pæne piger tager også selfies – her en gammel en af slagsen….

Da jeg blev indlagt på Skejby, var jeg i virkelig dårlig stand, min hjerne var totalt brækket, og jeg kunne ikke længere holde sammen på mig selv. Alligevel brugte jeg de sidste kræfter, der var tilbage, på at opføre mig pænt, og det resulterede i flere kommentarer fra mine med-patienter om, at jeg da ikke hørte hjemme på en psykiatrisk afdeling. Uha, det kan jeg skrive meget om (og det kommer jeg også til at gøre på et senere tidspunkt), lad mig til en start blot bemærke, at det kan ingen jo vide! Vi kan ikke vide, hvordan andre har det, før vi gør os den ulejlighed at snakke sammen, at finde ud af det – før vi gør det, har vi ingen ret til at vurdere, placere eller dømme andre mennesker. 

Nå, hvor kom jeg fra – den pæne pige. Jeg var den pæne pige, og plejepersonalet “sloges om” at være min kontaktperson. Derfor, måske, kom det som nogle ekstra store chok for dem og mig selv, de to gange, hvor jeg for alvor smeltede ned derude. Når den pæne pige mister besindelsen, så gør hun det grundigt…

Som en flue der sidder fast i et kæmpespind – sådan kan det føles at have depression.

Den første gang, tror jeg var en lørdag. Dagen står i et noget tåget lys for mig, men jeg havde været på udflugt med min familie, med min mand og vores 3 børn. Denne udflugt kan jeg faktisk ikke huske, men vi havde bl.a. spist sandwich i det fri, og da jeg kom tilbage til afdelingen, havde jeg stadig den friske luft siddende i mit tøj og mine næsebor. Pludselig blev det hele for meget for mig, og jeg begyndte at græde og skrige højlydt. Jeg tror, der kom noget personale, de kunne ikke få beroliget mig, men så kom Theodora, og jeg kan huske, hun sagde mit navn, og jeg kan huske, at jeg faldt på knæ foran, mens jeg grædende råbte: “Jeg er ked af det!” Da jeg var faldet til ro, sad vi med hinanden i hånden og Theodora sagde, at jeg havde et meget ustabilt stemningsleje, og at jeg var nødt til at være tålmodig og åben over for behandlingsmulighederne. 

Og med dette mente hun bl.a. ECT.

Lad mig fortælle en lille historie: Der sidder en gruppe patienter på psyk. Den første spørger: “Øh, er det egentlig tirsdag i dag?” Den næste svarer: “Øh, det kan jeg ikke huske”. “Det kan jeg heller ikke”, lyder det hele vejen rundt om bordet, indtil en personale kommer forbi og opklarer det for patienterne: “Ja, det er tirsdag i dag”. Hvis man oplever sådan en situation på psyk, vil jeg vædde med, at de patienter netop har fået ECT. Hukommelsestab er en bivirkning, men de fleste ting kommer tilbage igen. 

Jack’s og min skæbne udvikler sig noget forskelligt…

Da personalet begyndte at forberede mig på, at ECT-behandling ville være en god idé, gik der “Gøgereden” i den for mig og i endnu højere grad for min mand. Jeg var mest forvirret over det, men han var decideret bange, og præcis hvor bange gik op for mig, da vi sammen var til en forberedende samtale med en læge. Her spurgte han: “Bliver det sådan, at Hanne skal lære at tale igen?” Det kunne hun berolige ham med, at sådan bliver det ikke, men de anbefaler altid, at man lige får skrevet sine vigtigste koder ned, inden den første behandling (til info så kunne jeg huske mine koder helt tydeligt bagefter, og de var det første, jeg tænkte på, da jeg blev vækket af narkosen). 

At min mand havde været så bange for ECT gjorde dybt indtryk på mig. Jeg synes, det var synd for ham, og jeg blev ramt af den uendelige dårlige samvittighed over at være indlagt, mens han holdt sammen på familien derhjemme og passede sit arbejde og kom ud til mig hver dag og sørgede for at der altid var blomster på mit værelse. Så da dagen oprandt, hvor den første ECT behandling skulle gives, sad mine nerver uden på tøjet. Dels pga. den ukendte situation, og mest fordi jeg var ked af det over, at min mand var så nervøs for det. Vi sad med hinanden i hånden på min seng og ved siden af stod min strikkekurv, og der var en sygeplejerske sammen med os, så vidt jeg husker. Så kom der en anden sygeplejerske ind og sagde, at de havde glemt, at jeg skulle vejes inden behandlingen, og lige efter hende kom en af de unge læger ind, fik øje på min strikkekurv og sagde: “Neeej Hanne, strikker du!”

Jeg strikker, og nogle gange trævler jeg op igen…

Herefter skete der flere ting oven i hinanden inde i mit hoved: Hvorfor har de ikke styr på, at jeg skal vejes? Jeg har ikke lyst til at blive vejet (har taget frygtelig meget på i min sygdomsperiode)! Hvordan kan de snakke om at blive vejet, når Just er så bange? Just er bange. Jeg er bange, jeg er frygtelig bange. Har de styr på det?

Alle disse ting eksploderede, og min anden nedsmeltning var en realitet. Jeg begyndte at råbe og skrige ad den unge læge, der havde spurgt til mit strikketøj, at hun da var noget af det mest uprofessionelle, jeg nogensinde havde mødt, hvordan kunne hun da overhovedet snakke om strikketøj, når jeg ikke var blevet vejet. Jeg blev voldsomt ophidset, og stemningen på stuen blev forknyt. I modsætning til min første nedsmeltning kan jeg huske alt fra denne her. Nogen spurgte, om de skulle hente Alexander, og jeg råbte, at jeg ville have Alexander. Han kom og tog min hånd og begyndte at snakke stille og roligt til mig, men jeg kunne ikke falde ned, og så begyndte jeg at råbe, at jeg slet ikke ville have ECT, og at de måtte aflyse min tid. Så hentede de en anden læge, og hun satte sig foran mig og talte meget bestemt til mig: “Nu har vi aftalt, at du skal have ECT i dag, og det kommer til at hjælpe dig, og der er ikke andre tider, du skal have den tid i dag. 

Med lægen foran mig, Just på den ene side og Alexander på den anden, lykkedes det mig at falde ned, og det lykkedes også pæne Hanne at få sagt undskyld til den unge læge, som havde stået på mål for min angst og mine frustrationer. 

Og freden sænkede sig atter på afdelingen…

Handler dette indlæg om nedsmeltninger eller ECT eller Alexander eller pæne piger? Jeg er ikke helt sikker, men netop derfor er det så rammende i forhold til min indlæggelse, så rammende i forhold til hvad det vil sige at have svær depression. Man taber fuldkommen overblikket, både over helheden og over alle de små dele, og der er ingen brikker, der passer sammen. En vigtig brik er, at jeg kom til ECT den famøse dag, og det hjalp mig til at få mere styr på delene, men mere om det næste gang. 

Kærligst Hanne