Nogle af de største slag vil blive udkæmpet i de tavse kamre i din egen sjæl.

• Ezra Taft Benson

Skrigene er gennemtrængende: De når ind i de dybeste hjørner og ud på rygeperronen. De når hele vejen ned af trappen til gårdhaven, hvor man kan kigge ind i gangene, og se mennesker gå rundt og rundt og rundt og komme til at tænke på, hvorfor de mon går rundt her? Hvorfor de mon er indlagt her?

Jeg ved, hvorfor jeg er indlagt her: For det første så har jeg det, man kalder “en plan”, en plan om at dø. For det andet så kan jeg, ved at lave en bestemt frekvens med øjnene, se døde mennesker – min oldemor, min farmor og farfar, en gammel kæreste – og de smiler til mig, og det føles som om, de kalder på mig, kalder mig over til deres side. Det lyder jo som om, jeg er syg i hovedet, og det er lige præcis, hvad jeg er: Syg i hovedet. Diagnosen lyder “Svær depression med psykotiske træk”, så min hjerne er i den grad syg, og der skal kradse midler til, hvis jeg skal blive rask igen. 

I februar, marts og april måned 2022 var jeg af to omgange indlagt på psykiatrisk afdeling på Skejby. Her modtog jeg forskellige former for medicinsk behandling, ligesom jeg fik 12 elektrochok-behandlinger. Mine indlæggelser har uden tvivl forandret mit liv og min indstilling til og opfattelse af behandlingen af psykisk sygdom i Danmark, og i dette og en række kommende blog-indlæg vil jeg skrive om det. Håbet er, at jeg fra mit lille hjørne her i det uendeligt store virtuelle hav kan bidrage positivt til debatten om den psykiatriske behandling i Danmark og medvirke til at nedbryde de tabuer om psykisk sygdom, der fortsat florerer i vores samfund. 

Indlæggene vil blive dybt personlige og ja, komme til at være en slags “selv-terapi”, men inden jeg kommer dertil, vil jeg skrive om noget andet. Jeg vil skrive om de varme hænder, der greb mig derude, greb mig og hjalp mig, da jeg bogstavelig talt var dødsyg i hovedet, de varme hænder, der gav mig mad, medicin, en snak, et kram og opsyn om natten. De varme hænder der hjalp mig med at få mit tøj vasket, mine blomster sat i vand og som altid var klar, hvis jeg ikke lige kunne klare at gå alene i kiosken efter smøger. 

På min afdeling var vi en skønsom blanding af patienter, fordelt mellem en gruppe (meget) unge kvinder og mænd, en gruppe ældre og så et par enkelte midaldrende inklusive mig. Vores diagnoser vil jeg tro dækkede over de fleste psykiske diagnoser, og der var både råb og skrig og skærmede patienter og dem, som ikke måtte få uledsaget adgang. Der var patienter med dødsønsker og patienter, der malede sig selv i ansigtet, som om de var faldet ned af en trappe. En patient flåede i me-too segmentet, fordi han ikke kunne lade være med at tale om baghylere, når vi kvinder i alle former og figurer skulle bøje os ned til “ryge-maskinen” for at få tændt vores smøger. En anden var så ked af det, at hun uden varsel og tydelig grund ville kaste sig skrigende på gulvet, og så kom de varme hænder strømmende for at hjælpe hende. De kom også strømmende de to gange, jeg havde nedsmeltning derude, men mere om det en anden gang. 

Jeg ved ikke noget om normeringer og budgetter på de psykiatriske afdelinger i Danmark. Mine erfaringer med systemet er udelukkende baseret på de uger og måneder, jeg tilbragte på sengeafsnit 9. Jeg ved, at debatten for tiden raser om ressourcer og et mangelfuldt psykiatrisk system, men midt i det vil jeg gerne have lov til at rette en kæmpe og hjertelig tak til de hænder, der greb mig derude, de sygeplejersker og sosu-assistenter og studerende og praktikanter, der hver dag tager på arbejde uden at vide, hvad der venter dem, de mennesker der er omgivet af dødsønsker og sjælesorg, og som hjælper os med alle de bittesmå hverdagsting, der til sammen skaber struktur og i sidste ende får os samlet sammen igen. Theodora og Alexander og Rikke og mange andre hjalp mig med omhu og værdighed, humor når det lige passede og dyb medmenneskelighed. Midt i den aktuelle debat, der er så fyldt med kritik af systemet, er det sgu vigtigt, at vi ikke glemmer Theodora og Alexander og Rikke, for de fortjener ikke at blive glemt.

De fortjener bare: Tak.