“Jolene” er en fantastisk sang. Her overgik Dolly Parton virkelig sig selv. Specielt det rytmiske, melodiske, næsten hypnotiserende guitar-rif, der ligger under hele sangen er enestående godt, altså hvis du spørger mig. 

Min veninde Charlotte er en fantastisk kvinde. Og de er jer, der har været så heldige at møde hende på KnitTreat ved, at hun også er fantastisk til at lave mad. 

Her vil det være passende for en stund at dvæle lidt ved Charlottes mad…

Charlottes datter er kæmpe stor Dolly Parton fan, og da hun opdagede, at Netflix havde lanceret en ny serie, hvor hvert afsnit var bygget op omkring en af Dolly Partons sange, ja, så var der ikke et øje tørt i deres husholdning. Charlotte overbeviste mig om, at vi som kvinder i vores bedste alder skal følge med i, hvad de unge kvinder følger med i, og derfor satte vi os til at se det afsnit, der hedder “Jolene”.

Hvad har Dolly Parton så pludselig med noget som helst at gøre? Jow jow, det kommer jeg til.

I sidste omgang blog skrev jeg om hajtænder og dødens gab, og det er en dramatisk proces i en lille virksomhed, eller i et projekt, at mærke hajtænderne snappe i haserne. Jeg fortalte om, at hajtænderne kan have mange forskellige udformninger – man kan mangle penge, eller interne kompetencer eller forskningsresultater eller det rigtige udstyr til at producere, pointen er, at man mangler noget, som man selv har svært ved at skaffe.

Det er ikke en snorlige vej at gå….

Siden jeg skrev det indlæg har jeg spekuleret meget på de hajtænder, der snapper mig i haserne, og hvad jeg kan gøre ved dem, men selvom jeg sagtens kan identificere masser af tænder, så var det som om, jeg manglede noget. Det var som om, jeg manglede en erkendelse af, hvad min allerstørste udfordring i alt det her er, som om jeg ikke kunne få helt fat i kernen, som om jeg ikke var fuldstændig ærlig over for mig selv. 

Og her kommer Dolly og Jolene ind i billedet. Forhåbentlig uden at fornærme nogen, må jeg tilstå, at selve afsnittet ikke helt var min kop the. Tag ikke fejl, jeg er en “sucker for romance” og har en ualmindelig stærk sentimental åre i mit blod. Der skal ikke meget hjerte=smerte til, før kleenex må findes frem (jeg pudser altså ikke næse i mit strikketøj :-D), men det blev næsten for meget fløde med flødeskum på. Der var dog to momenter, der satte sig fast i hjernebarken. Det ene, fordi det var morsomt, det andet fordi det, i al sin lommefilosofiske enkelthed beskrev den hajtand, der gør ondt på mig, og som jeg dælme skal have hevet ud, og det i en fart!

Mon ikke atrikkepolitiet ville komme efter mig, hvis jeg f.eks. pudsede næse i en skønhed som Starflake?….

“Jolene” handler om en ung, smuk pige (der hedder Jolene), som har lidt svært ved at finde sin vej i livet. Hun vil gerne være countrysangerinde og drømmer om at flytte til Nashville og kæmpe for et gennembrud. Afsnittet handler også om en smuk kvinde i sin bedste alder, der har lidt ondt i livet og ægteskabet og den slags. De to kvinder mødes og et venskab opstår, lige indtil intrigerne holder deres indtog og kvinden i sin bedste alder bliver jaloux på den unge kvinde – “Jolene, Jolene, Jolene, Joleeeene, I’m begging of you please don’t take my man….” Den unge kvinde bliver rigtig ked af det, og vender sig mod sin mentor/gode fe/livsklogskaben inkarneret (der har en country-bar, hedder “Babe” og bliver spillet af, jeps, Dolly hende selv). Babe, det hedder hun altså!, når frem til, at Jolene skal videre i sit liv, skal flytte til Nashville, skal sprede sine vinger og flyve, skal folde sig ud, forfølge sine drømme…., okay, I forstår essensen af budskabet. Babe siger også til Jolene, at det eneste der holder hende tilbage er, at: “You are afraid of failure.” 

Jeg beklager billedkvaliteten – screenshot af fastfrosset skærmbillede…. men jeg tror, meningen er klar nok :-)

You are afraid of failure.

Jeg er simpelthen så bange for fejl, for at begå fejl, for at tabe ansigt, og det har været sådan hele mit liv. Jeg plejer at joke med, at jeg har et stewardesse-smil, for jeg er overbevist om, at stewardesser er uddannet til at smile, til de dør, så de ikke gør passagerer urolige, når flyet er i færd med at styrte ned… for god ordens skyld, så er det en stor kompliment til stewardesser, der er mange af jer, der har hjulpet mig, når jeg har siddet og trukket op i armlænene for at hjælpe med at holde flyet i luften… Og jeg har begået masser af fejl i mit liv, ork, masser! Og endnu er verden jo ikke ramlet sammen. Men du godeste, hvor jeg hader at begå fejl, og hvor jeg frygter at være en “fiasko” – I am afraid of failure. 

Det gode er, at jeg ikke ser sådan på andre mennesker, slet ikke, det tossede er, at denne følelse alene er rettet mod mig selv. Hvorfor kan vi acceptere og tilgive andre, samtidig med at vi kan være så dårlige til at acceptere og tilgive os selv? (muligvis også en replik fra Babe aka Dolly til Jolene…). Spørgsmålet der trængte sig på, da jeg begyndte at pille i den hajtand var, hvordan kan jeg give 100 procent, hvis jeg er afraid of failure? Svaret er, at det kan jeg ikke, for der vil sidde en angst et sted, der forhindrer mig i at gå efter det jeg vil have, give alt hvad jeg har, sætte grænser for hvad jeg ikke kan, alt det der. Men der trængte sig også en erkendelse på: Hold da op, hvor er det modigt, det jeg allerede har gjort, når jeg nu er så bange for fiasko. Hold da op, hvor er det vildt, at jeg har trodset mig selv og lavet min egen lille virksomhed. Jeg har altid været draget mod iværksætteri, stået med beundring og respekt for dem, der bare gør det, og nu er jeg selv blevet en iværksætter. Og det kan ikke nytte noget, at jeg slår mig selv oven i hovedet med min frygt for fiasko, for alene det, at jeg har startet en virksomhed er en succeshistorie i sig selv!

Mit logo er tit med her, men jeg er bare så stolt af det, for det inkorporerer alt, hvad jeg vil med mine strikketure og alt, hvad strik betyder for mig!

Fra nu af vil jeg ikke være dumdristig, men jeg vil være klog nok til at turde være dristig! Og jeg håber, det vil afspejle sig i de aktiviteter, der kommer fra min side i den kommende tid. 

Forresten, det andet moment, der satte sig fast fra “Jolene” – Babe, aka Dolly, mindedes dengang i 70-erne, da kvinderne kæmpede for ligeret ved at brænde deres BH’er: “Good times, even though it took three days for mine to burn!” 

;-)

Tak fordi du læste med.

Kærligst Hanne