Nu skruer jeg business-kvinden ned i sit business-suit, for nu skal vi snakke om bl.a. finanslov og forretningsplaner, så spænd sikkerhedsselerne – it’s gonna be a long one!

 

(For at spice tingene lidt op her et billede af den, for mig, rigtige Jaws :-) – selvom Roger dog ikke er min favorit-Bond!)

I mit arbejdsliv har jeg lavet mange forskellige ting. Jeg har været underviser, forlagsredaktør og fundraiser blandt andet, og det er fundraiser-jobbet, der er udgangspunktet for den dramatiske titel på 13. Omgang af min blog om selvstændighed. 

Da finanskrisen var på sit højeste, var der en hel del muligheder for virksomheder for at søge tilskudsmidler under forskellige ministerier og styrelser. Man havde fra politisk side besluttet, at afsætte midler på finansloven, der kunne sikre, at udvikling og produktionsforhold i danske virksomheder blev understøttet, så man havde mulighed for at komme gennem krisen med skindet rimeligt i behold. Politik er og bliver jo politik, så der var forskellige kriterier for, om man kunne søge midlerne – grøn omstilling, bæredygtighed, arbejdsmiljø, uddannelse og lignende, projekterne skulle alle have nyhedsværdi, og så skulle de selvfølgelig skabe vækst for virksomheden og dermed indtægter til staten. For at kunne søge midlerne skulle virksomhederne lave ansøgninger, markedsanalyser, budgetter og forretningsplaner, og her kom min arbejdsplads og jeg ind i billedet.

(Da vi gik hjem fra svømning den anden dag, bad Kille mig om at tage et billede af aftenhimlen. Det har egentlig ikke noget med sagen at gøre…..)

Det var en fantastisk spændende tid! Tænk engang, jeg har været så heldig at arbejde for både meget store og helt små virksomheder inden for stort set alle brancher, for etablerede organisationer og ivrige iværksættere med en god idé. Jeg har lavet ansøgninger og forretningsplaner om alle tænkelige projekter – enzymer i brød, vindmølletårne, højteknologisk robotudvikling, termisk forgasning (jow jow), graveudstyr til minedrift, lydforhold på plejehjem og meget meget meget mere. Mine høje hæle har klapret rundt på direktionsgange og i smedeværksteder (duften af stål er en af mine yndlingsdufte, det er sikkert kommet ind fra barnsben, men det er en anden historie…) og er kommet helt ind i maskinrummet på alle typer af virksomheder i Danmark, og jeg har samarbejdet med virkelig spændende iværksætternørder, som kunne opfinde en unik dims, eller bygge en kompliceret maskine, men som ikke lige kunne sætte ord på processen – og det gjorde jeg så. Tro da pokker, at jeg er tiltrukket af iværksætteriet!

(Savner altså de der hæle….)

En af de ting, der særlig blev lagt vægt på fra fondenes side var, at man kunne beskrive udfordringer med at overvinde “Dødens Gab”. Ha, der var den! Og hvad er så dette farlige vand, hvor skumle udyr med grumme hensigter plasker rundt med vidtåben mund og skarpe tænder, klar til at smække kæberne sammen om det første det bedste, der kommer forbi?

Forestil dig, at du har en idé, som viser sig at være helt utrolig god. Lad os tage et eksempel, hvad skal vi tage, hvad skal vi tage, jeg har det!: KnitTreat! Du har testet din idé og fået såkaldt “proof of  concept” (nu er vi altså rigtig inde i forretningsplans-sproget), og du ved nu af erfaring, at din idé virkelig er god, og at den skal ud i verden og gøre mennesker glade.

(Der er meget at være glad for, når man er på KnitTreat – gode gaver f.eks.)

Her bliver jeg nødt til at stoppe op og dvæle lidt ved KnitTreat-konceptet. I betragtning af, at KnitTreat er min kerneydelse, eller rettere, mit eneste produkt…., så har jeg ikke skrevet særlig meget om det her, eller nogen steder, og jeg har ikke holdt lange promoveringstaler eller sendt reportager fra mine ture eller interviewet mine gæster til Flammende Pinde. Der er to væsentlige årsager til det: For det første, så skal mine gæster ikke føle sig forpligtet til noget som helst, når de er på KnitTreat med mig. De skal slappe af, hygge sig, grine, strikke, lære noget, spise noget, spise noget igen, strikke, strikke strikke og ikke føle sig “på”. Det kan jeg slet ikke understrege nok vigtigheden af for mig. For det andet, så har jeg fundet ud af, at det skisme er meget lettere at lave markedsføringsplaner og promovere andres virksomheder end at promovere sin egen! For mig er det meget lettere at fremhæve andres fortræffeligheder end mine egne, og det er jo ikke helt godt, når nu jeg er den person, der skal sælge mit produkt… Så nu springer jeg ud i det, så objektivt som jeg overhovedet kan…, og erklærer: KnitTreat er fabulous! Fudging fabulous! Konceptet er helt utrolig godt, og mine gæster, der kommer glade, åbne og klar til at være sammen med andre strikkere, gør det fuldendt. Og det er min ambition, at alle strikkere skal have på deres to-do-liste, at de mindst en gang i deres liv, skal prøve det der KnitTreat. Nu er det sagt, og jeg kan i hvert faldt ikke beskyldes for at have stukket mit lys under en skæppe :-).

(En af de ting, der er så vidunderligt, når strikkere mødes, er al den inspiration, vi giver hinanden. Solveig begejstrede alle med denne smukke kofte i den mest fantastiske farvesammensætning! – Vi blev enige om, Solveig og jeg, at vi er farvesøstre :-)

Det var lige et sidespring.

Tilbage til de skarpe tænder. Hvor jeg kom fra var, at man har en idé, at idéen er god, at der er foretaget nogle tests, og nu skal man videre! Og her er det, at mange virksomheder, uanset størrelse og gørelse, kan støde på væsentlige udfordringer. Disse kan have mange former og forklædninger: Man mangler en speciel kompetence i sin virksomhed for at kunne gøre produktet færdigt. Man skal investere dyrt for at kunne skalere produktionen op til forventede afsætningsmål (der kom det der forretningsplans-sprog igen…). Man skal penetrere (ja, det hedder det…) markeder, der kræver specielle godkendelser. Man skal bruge eksterne ressourcer i form af f.eks. forskning eller specialister. Der kan være mange årsager til, at rigtig gode projekter bliver sparket i gang, men aldrig kommer ud over rampen – eller hopper over “Dødens Gab”. Og disse årsager beskriver man i sin ansøgning og forretningsplan og kvalificerer, at når man først er ovre Dødens Gab, så er lykken gjort. Det lyder nemt, ikke?…..

(Det var bestemt ikke nemt, og selvom det ikke kostede afrevne lemmer, så kostede det blod, sved og tårer. Det var en kæmpe rus, når vi fik millioner hjem til en virksomhed, men også en tilsvarende skuffelse, hvis det ikke lykkedes)

I mit seneste indlæg var jeg hudløst ærlig omkring de udfordringer, jeg står overfor. Siden har jeg spekuleret frem og tilbage om, hvorvidt det nu også var så god en idé, for du kære læser, skal ikke komme i tvivl om, om du trygt kan bestille KnitTreat hos mig! Og det er måske ikke så strategisk en markedsføring at fortælle, at man ikke kan finde ud af at markedsføre sig selv… Kors, hvordan får jeg mig snoet ud af den tråd af tanker, jeg lige fik spundet her?! Men med ærlighed kommer man nu engang længst, og jeg har været ærlig både om udfordringer og om, hvor skidestolt (undskyld mit sprog) jeg er over mit produkt. Jeg står ikke på afgrundens rand, hajen snapper ikke i mine haser (og her kan du for dramatisk effekt forestille dig, at filmmusikken spiller i baggrunden), men det tager lang tid at bygge Rom, hvis man er helt alene. Spørgsmålet er så, om jeg er det? 

Der foregår en helt masse i min ende lige nu, og jeg lægger planer for KnitTreat, Flammende Pinde, Instagram og bloggen her. Men på mystisk og kryptisk vis vil jeg afslutte 13. Omgang Blog med at sige, at det må vi tage en anden god gang….

Er du stadig med mig?

Det håber jeg!

Tak fordi du læste med!

Kærligst Hanne