Dette indlæg er ikke et almindeligt indlæg –

Og det skal forstås sådan, at jeg for en kort bemærkning skifter spor og hverken skriver om strik, KnitTreat, selvstændighed og hvad jeg ellers planlægger for bloggen. Men efter at have hørt nogle aktuelle historier om kvinder på det danske arbejdsmarked, dirrede harmen simpelthen så meget, at jeg blev nødt til at ventilere, så her kommer det læserindlæg, jeg netop har sendt til JP’s debatredaktion:

Knep Kællingen!

Åbent brev til det danske arbejdsmarked.

For objektivitetens skyld i relation til dette indlæg, bør jeg starte med at sige, at jeg, efter at have set Knud Romers seneste performance i Debatten om signaler i kvinders beklædning og den tragiske historie om den svenske sangerinde Josefin Nilsons død, er inde i en periode, hvor jeg er utrolig træt af mænds privilegier og det latente kvindesyn, der findes mange steder. Ironien i, at jeg med nedenstående giver udtryk for et latent mandesyn, går ikke min næse forbi.

På en regnfuld lørdag har vi arbejdsdag i vores andelsforening. Og eftersom jeg er påvirket af ovenstående, kommer vi til at sidde og snakke om mænd, kvinder, mønstre og omgangsformer. Her følger to dugfriske historier fra det danske arbejdsmarked anno 2019:

Eksempel nr. 1:

På en moderne virksomhed i Aarhus, der arbejder med markedsføring, er de 45 ansatte fordelt på 40 mænd og 5 kvinder. Udover at det praktiske arbejde med at tømme opvaskemaskine og rydde op efter frokost på mirakuløs og usagt vis er tilfaldet de 5, er det ikke unormalt, at de 5 over buffeten om mandagen kan blive spurgt, om de har kneppet med nogen i weekenden, eller at der falder en kommentar om, at “du har vist luderøreringene på i dag”. Pointen her er ikke, om man er en frisk type, der kan tåle lidt humor. Pointen her er: Er det virkelig okay, at man som kvinde bare skal acceptere, at det er sådan, det er?

Eksempel nr 2:

Bygma har afdelinger i hele landet, og jeg håber inderligt at eksemplet fra et af dem er ene-stående for virksomhedens omgangsform og arbejdsmiljø. 

Op til påskeferien i år blev der i denne afdeling sendt en mail ud til alle medarbejdere om indmelding af ferie til den kvindelige økonomichef. Mailen blev sendt fra lederen, og i den stod der, at man skulle give besked i god tid, da “knep-kællingen” selv holder ferie. Lad mig gentage: I en mail sendt til alle medarbejdere i afdelingen bliver den kvindelige økonomichef omtalt som “knep-kællingen”. Min nabo, som kom med dette eksempel, havde spurgt sit familiemedlem, der arbejder det pågældende sted: “Hvad gjorde du så ved det?” Og selvom vedkommende synes, det var helt forkert, at det stod i mailen, lød svaret: “Ikke noget, det er op til hende, økonomichefen, at gøre noget ved det.”

Nu er det simpelthen på tide, at vi alle forstår, at vi alle skal gøre noget ved det! Min nabo skal ikke acceptere, at hun bare skal svare friskt tilbage om sit sexliv og sin påklædning – og det er der ingen af os, der skal acceptere på hendes og alles vegne! Og til økonomichefen i den Bygma-afdeling: Hvis der ikke er nogen af dine kolleger, der i solidaritet med dig, tydeligt markerer, at det er fuldkommen uhørt og uacceptabelt, at en medarbejder omtales som “knep-kællingen”, ja, så sidder vi altså en flok her på en havedag og markerer! Nok er nok. I 2019 bør vi simpelthen være bedre, som kolleger, som medarbejdere og som ledere!

Kærlig hilsen

Hanne