Alt i verden handler om sex – undtagen sex. Sex handler om magt. 

– Oscar Wilde

Tryk avler modtryk og magt korrumperer.

– Talemåder

Til kærlig info er dette anden del af mit indspark til MeToo-debatten. I første del fortalte jeg om mine egne erfaringer. Hvis du vil have dem uddybet, må jeg lokke dig tilbage til foregående indlæg :-). Derudover er det vigtigt at sige, at dette er mine holdninger, som man hjertens gerne må være uenig i – for mere end næsten noget andet, så er jeg demokrat. Og endelig, så føler jeg, at det hele stikker af i øst og vest, men nu poster jeg det alligevel :-).

Eksempel nr. 2 (en dans med chefen på en ny arbejdsplads) er en helt anden snak, en interessant, vigtig og relevant snak som ligger i forlængelse af overborgmestres, overlægers og udenrigsministres opførsel. I morges så jeg i avisen en mandlig læge fortælle om en kvindelig overlæges grænseoverskridende opførsel, hvor hun krævede sex for en underskrift, og det var bare et af mange eksempler, hvor en kvindelig overordnet har været upassende og decideret ulækker, endda fysisk krænkende i sin opførsel. Eksemplerne fra mænd er indsamlet af Jakob Rosenberg, som ønsker at MeToo-debatten kommer til at handle mere om de krænkede end om køn, og i princippet er jeg enig. I princippet. For der er et aspekt her, som er helt utrolig vigtigt! 

Og nu må jeg på en lille omvej eller to…

For noget tid siden så jeg en spændende dokumentar om magtrelationer. En række forsøgspersoner havde meldt sig til nogle forsøg, der skulle undersøge, hvordan mennesker reagerer i situationer, hvor der er en tydelig forskel på deres vilkår. Et af forsøgene gik ud på, at to mennesker, som ikke kendte hinanden på forhånd, skulle spille Matador. De hilste venligt og på lige fod på hinanden. Inden spillet gik i gang, fik de at vide, at der var nogle specielle regler for dette spil: De skulle trække lod om, hvem der var spiller A og spiller B, altså tilfældet rådede fuldstændigt. Derefter fik de at vide, at spiller A fik en lang række fordele i spillet, som med stor sandsynlighed ville gøre ham (det var to mænd) til vinderen. Som spillet skrider frem, ændrer forholdet sig mellem A og B sig markant. A bliver mere højrøstet, mere overbærende, mere selvsikker og B bliver mere stille og forsagt. Begge mænds fysiske fremtoning ændrer sig også – den ene retter ryggen, skuldrene bliver bredere, han puster sig ligesom op, og den anden krummer sig mere sammen – gæt selv, hvem der er hvem. Selvom det er baseret på et rent tilfælde, at A får magten, tager han den meget hurtigt til sig og ændrer adfærd. 

Magt korrumperer, lyder den gamle talemåde, og jeg er fuldstændig enig. Forsøgene i dokumentaren illustrerede det tydeligt, og der er masser af eksempler på det. Pointen er, at vi alle har en rem af den hud, at vi alle risikerer vores moralske kompas i det øjeblik, vi befinder os i en magtfuld position. Det er ikke sikkert, det sker, men der er større risiko, specielt hvis man får opbygget en kultur, hvor man omgiver sig med nikkedukker (det er helt med vilje, at jeg ikke nævner Trump, åh, hvis man først får mig startet på den vej….) Og hvis man kigger på magtstrukturerne både nationalt og globalt, så er det stadig mændene, der trækker de fleste tråde. I mine mange års færden på ledelsesgangene i danske virksomheder, mødte jeg flest mænd. Kvindelige erhvervsledere er i undertal, men det er en anden diskussion. 

I tilfældet hvor en overordnet på en eller anden måde antaster en underordnet i en arbejdssituation, det være sig på kontoret eller til julefrokosten, i ædru eller beruset tilstand, vil magtrelationen være et sted i baghovedet på begge parter. Og fordi mændene stadig har det meste af magten, bliver manden oftest “skurken” her. Men hvad så med os stærke og moderne kvinder, børn af kvindefrigørelsens brændte BH’er, kan vi ikke bare sige fra? Jo da. Men i baghovedet ligger vores individuelle opdragelse og personlighed, magtrelationen, frygten for at miste job og muligheder, og der er mange eksempler på, at den frygt er velbegrundet. Med magt følger et kæmpe ansvar, en del af det ansvar er, at man aldrig sætter sine underordnede i forlegenhed ved at opføre sig grænseoverskridende! Vi er her for at arbejde, ikke for at navigere i en uforudsigelig sexuelt ladet stemning. 

Ingen er perfekte, og i fuldskabens begejstring kan der måske ryge en hånd på et lår jf. eksempel nr. 1, som blev beskrevet i foregående indlæg. Så må man træde i karakter og undskylde og derefter walk-the-talk, og det er lige præcis det, der var problemet med overborgmester Frank Jensen – han gik ikke snakken, han lærte ikke af sine fejl, han fortsatte med at være klam, magten havde åbenbart korrumperet ham, så han troede, han kunne blive ved. Men det kunne han ikke, og tak for det. Tak til de modige, unge kvinder, som har stået model både til Frank Jensens dårlige opførsel og til en efterfølgende offentlig skueplads, hvor de er blevet latterliggjort over en hånd på et lår og anklaget for ikke at være trådt frem noget før. Til det vil jeg sige: Der var ikke tale om én hånd på ét lår, der var tale om den samme hånd på en række lår over en årrække, det blev opdaget, diskuteret, undskyldt for, men det fortsatte alligevel uden konsekvens, og når der ikke er konsekvens, så korrumperer magten sikkert endnu mere, og så bliver det endnu sværere at stå frem. Lad os tage tingene i den rigtige rækkefølge: Det er Frank Jensen (og Morten Østergaard for den sags skyld), der er årsagen til problemet. Det er dem, der ikke er stoppet, selv da de blev opdaget, og for Morten Østergaards vedkommende, var det ham, der løg, og den håndtering, løgnen, den har en pris – uanset hvor hård, nogen mener den pris er. Uundgåeligt hopper tanken ind i mit hoved: Hvordan havde modtagelsen været, hvis det var en kvindelig overborgmester, der var blevet taget, gentagne gange, med hånden for dybt nede i kagedåsen, pardon my french…

Nok er nok, trykket har avlet modtryk i så uimodståelige mængder, at proppen er sprunget. Vi gider ikke mere, hverken kvindelige politikere eller mandlige læger, og modtrykket kan manifestere sig, så nogle bliver forskrækkede, andre forargede eller indebrændte, men MeToo er kommet for at blive, og ligesom kvinder i århundreder har måttet æde manglende demokratiske rettigheder, manglende ligeløn, manglende respekt på arbejdspladsen, så må det være mandens tur til at æde, at han skal holde lapperne for sig selv. Og selvom kvinder også kan begå overgreb på arbejdspladsen, så er magtstrukturerne således, at mænd oftere har magten til at gøre det, og derfor bliver fokus på manden og på en kønsdebat, i stedet for på den dårligt behandlede part.

Konklusionen på eksempel nr. 2 må være, at hvis man har magten, skal man ikke udnytte den til at udsætte nogen for noget, de ikke har lyst til; der skal ikke herske den mindste tvivl om, at det er arbejdet, der kvalificerer en; og selv magthavere kan vælte, hvis de ikke kan opføre sig ordentligt, og det gælder mænd – og kvinder. 

Vedrørende eksempel nr. 3 om sexistiske kommentarer. Først bekendelsen: Jeg kan rigtig godt lide mænd, jeg kan godt lide at kigge på mænd, og jeg kan godt lide at kigge på smukke mænd. På teenageværelset hang Richard Gere med nedknappet skjorte og brune gigolo-øjne, og Kevin Costner dansede i loftet over min seng, endda med ulve. I mit arbejdsliv har jeg mødt mange attraktive mænd, innovative mænd, velhavende mænd, pæne mænd og dygtige mænd, og laaaaangt de fleste har jeg haft gode professionelle relationer til. Jeg kan godt lide at samarbejde med mænd, jeg kan godt lide, at vi kommer videre, jeg kan godt lide energien. Flirt, jo, det har der været, hvis flirt er smil, godt humør, god stemning og anerkendelse af hinanden. Og hvis der har været en flot mand i lokalet, så har jeg noteret mig det, arbejdet videre – og i bilen på vej hjem ringet til en veninde med OH MY GOD! Og tænk engang, jeg er gift med den flotteste af dem alle :-).

Et af de værste samarbejder, jeg har haft, og det blev også ualmindelig kort, var på den landbrugsvirksomhed, hvor driftslederen ringede til ejerlederen og sagde: “Der står en pisselækker dame med lange ben og venter på dig.” I bilen på vej hjem kom jeg i tanke om, alle de piskesmæld af svar, jeg kunne have returneret med, typisk. Hele stemningen på det møde bar præg af den lumre undertone, af den indforståethed de to havde med hinanden om mine ben, og jeg blev anspændt og uskarp, fordi jeg følte mig ubehageligt til mode.

Omvej: Det provokerer mig, hvis vi bliver bedømt på påklædning. Mine sko har ikke defineret mine kundskaber, og for at vende tilbage til politikerne, så var Gucci-Helle simpelthen så nedladende – om man kommer med Guccitaske, Nettopose, eller projekttaske for den sags skyld, så er det altid indholdet, der er det vigtigste.

Her er det, jeg tror, skruen hopper af for nogle mænd: Det er noget pjat, at jeg har det sådan, det er bare for sjov, jeg skal ikke være sart, sexchikane er en frynsegode og bla bla bla. Undskyld mig, men her er det, at den slags mænd bliver privilegieblinde! De kan ikke forestille sig, hvordan det er, fordi de ikke har prøvet det. Mange forskellige brancher har været mandsdomineret i årevis, og hele humlen med, at man kan smutte, hvis man ikke kan tåle mosten i bageriet, den holder ikke. Solidaritet på arbejdspladsen er solidaritet med alle! Jeg har arbejdet med håndbold, jeg har været omgivet at smukke håndboldspillere (jeg har endda været med i omklædningsrummet med champagne efter en vigtig sejr – rødmer), men jeg har aldrig stået i spillertunnellen og kommenteret på, om det hele hang til venstre eller højre inden en kamp. Måske oplever nogle mænd, at det er en provokation mod deres ytringsfrihed, at det ikke er ok at tale sexistisk til kvinder, nogle gange til kvinder de slet ikke kender. 

Har vilde Wilde ret i, at alt handler om sex, undtagen sex, der handler om magt? Langt hen ad vejen, tror jeg, han har, og jeg tror, at den grundlæggende dynamik mellem kønnene bliver svær at ændre. Faktisk ønsker jeg ikke at ændre den, for som sagt kan jeg godt lide mænd. Men det er magtrelationerne, uanset hvem der har den, og den mandlige privilegieblindhed (baseret på århundreder af “sådan har det altid været I hysteriske kællinger”), som skal ændres, og som nu, omsider, er ved at blive det, fordi vi endelig har fået en generation af unge kvinder, unge mennesker, der simpelthen ikke gider mere, og som har konteksten og selvtilliden til at sige fra. 

Rabler det for mig? Jeg tror det. Jeg har endda klippet halvanden side ud, fordi det simpelthen blev for meget af det gode. Ønsket med rablerierne er ikke at pege fingre eller at sige, at det er mændenes, samfundets, kvindernes, politikernes eller chauvinisternes skyld. Hvis MeToo skal lykkes, skal alle tage ansvar, så vi kan komme videre!

Pyha, tak fordi du læste med.

Kærligst 

Hanne