Fair warning: Det bliver en lang omgang Blog i dag, og der kommer ikke mange billeder, for i dag skal det handle om mine overvejelser omkring min forretning, og det er alvor, og det er ikke så nemt at dekorere med pæne ting. Så du skal være i læsehumør og i humør til at tackle både den frustrerede, triste og håbefulde Hanne.

Med denne disclaimer er jeg vist klar til at gå i gang:

Da jeg fik idéen til KnitTreat var jeg fuldkommen sikker på, at det var en utrolig god idé! Jeg var slet ikke i tvivl, og jeg var ved at boble over af begejstring over navnet og mit logo, som inkorporerer alt, hvad jeg vil med mine ture. Mine gæster skal være pakket ind i kærlighed til strik! Og jeg lagde en plan og fulgte den, og de bump, f.eks. i form af rejseaktører og lede hackere, der har været indtil nu, har jeg også fået løst på den ene eller anden måde. At Stephen West sagde ja til at være med i Flammende Pinde var en kolossal optur, for jeg ville bruge det interview som afsæt for at introducere KnitTreat, og en af turene skulle selvfølgelig gå til Amsterdam, så alle kan få den samme fantastiske oplevelse, som jeg havde dernede. Og da jeg annoncerede KnitTreat og begyndte at få styr på de praktiske ting omkring hjemmesiden, så – jeg vil ikke bruge ordet “væltede” – begyndte mails med interesserede strikkere at poppe ind i min mailboks i en regelmæssig strøm. Ja, jeg var sikker på min idé!

Rom blev bygget over en længere periode, det er jeg klar over, og jeg har lavet en case på mit projekt, hvor målet er, at jeg skal have en bæredygtig forretning i 2021. Jeg kan også konstatere, efter to meget vellykkede KnitTreat på Fur og Samsø, at konceptet holder hele vejen, og det giver mig blod på tanden!!! En af mine gæster skrev på Instagram, at når hun bliver statsminister, så bliver KnitTreat obligatorisk for alle strikkere – jeg skal nok stemme på dig Helle :-).

(Selvom der egentlig ikke er billeder i dette indlæg, så fortjener denne flok en hyldest for at skabe en helt speciel og dejlig stemning på Samsø. Tak ladies!)

Så jeg burde svæve på en lyserød sky, ikke sandt? 

Åh ja, bare det var så vel. Bare alle appelsinerne faldt ned i min turban på en gang, så jeg ikke behøvede have ondt i maven over økonomi, fremtid og forretningsudvikling. Bare blod på tanden var nok, så ville der med garanti være mange flere selvstændige i denne verden! Men det vil jo være noget så naivt at tro, at ens egen begejstring over ens egen idé…. er nok til at bære projektet igennem, og i mine nedture i selvstændighedsrutsjebanen spekulerer jeg på, om Hybris er ved at blive min Nemesis, om jeg har været for sikker på, at jeg kunne gøre det….

I mit arbejdsliv har jeg været så heldig at lære mange iværksættere og selvstændige at kende, og jeg har været meget draget af den drift der ligger bag beslutningen om bare at gøre det. Den kæmpe viljesakt det er at rykke sig fri og prøve selv er noget så forførende og har overstrålet alle de udfordringer, der uundgåeligt følger med. Lige nu, efter to fantastiske ture med fantastiske mennesker, hvor glæden over produktets succes burde være altoverskyggende, er jeg imidlertid for alvor blevet konfronteret med de udfordringer, der ligger forude.

For det første:

Jeg har været nødt til at udskyde turen til Amsterdam. Den var “udsolgt” på interesselisten, men der har ikke været nok tilmeldte til, at turen kunne løbe rundt. Jeg har spekuleret og analyseret på, hvorfor det nu kunne være. Er det fordi, jeg kom sent ud med prisfastsætning, fordi jeg rendte ind i problemer med min oprindelige samarbejdspartner? Er det fordi Stephen var på Danmarksturné, og det blev for hård en konkurrent til mit produkt? Er det fordi jeg ikke har været dygtig nok til, eller vidende nok omkring, hvordan man markedsfører sådan en tur? Er det fordi, der simpelthen er for mange muligheder for strikkere i dag? Eller er det noget helt syvende? Det var en rigtig svær beslutning at tage, men jeg var nødt til det, for der er ikke penge til at bære et tab lige nu. Detaljerne til den nye tur, der bliver til maj, er ved at falde på plads, og når de er det, så prøver jeg igen. 

For det andet:

Prisen. Jeg bliver nødt til at sætte prisen på mit kerneprodukt, KnitTreat i Danmark, op. Og jeg bliver nødt til at kæmme hele konceptet igennem og se, hvor jeg kan hente en krone eller to hjem. Hvorfor?, spørger du. Det er fordi, der er noget, der hedder moms. Da jeg startede min virksomhed, var det som PMV – Personligt ejet Mindre Virksomhed – og her er der intet momsregnskab og dermed heller ingen momsafregning. Når man kommer over DKK 50.000 i omsætning, skal man ændre sin virksomhedstype til Enkeltmandsvirksomhed, og så kommer momsen i spil. Det vil sige, at hvis jeg skal have en ærlig chance for at trække lidt løn ud til mig selv, så bliver jeg nødt til at lægge moms til mine priser. Sådan er det. Men bliver det en afskrækkende faktor for mine gæster? Man betaler en pæn sum for et KnitTreat, og det er et “nice-to-have” produkt, ikke et “need-to-have”. Lad mig gøre en ting helt klart i denne sammenhæng: Jeg skal ikke tjene millioner og milliarder på KnitTreat! Jeg gør det ikke for pengenes skyld, jeg gør det for frihedens skyld, fordi jeg har en kæmpe trang til at være min egen herre efter nogle tumultariske år! Men det vil jo også være fuldkommen hovedløst at knokle rundt for at arrangere strikketure uden at tjene en lille bitte krone på det. Turene til Fur og Samsø har været prøveballoner for, om idéen er så god, som jeg gik og troede (det er den), men de har også været en øjenåbner for mig på, hvor svært det bliver at bygge det op, hvor sårbar jeg er, hvis der ikke bliver udsolgt, eller hvis der kommer afbud. “Ikke en rød reje” er svaret, hvis du spørger, hvor meget jeg har tjent på turene. Fur gav lidt overskud, Samsø gav lidt underskud, og så udligner det hinanden. Jeg klynker ikke, for som selvstændig kan man ikke regne med at tjene penge det første lange stykke tid! Men hvis jeg skal drive en forretning, er det simpelthen nødvendigt med et realitetstjek.

For det tredje:

Markedsføring. Indtil nu har min markedsføring bestået at Flammende Pinde, Instagram og i mindre grad min nye KnitTreat-side på Facebook (jeg har aldrig været vild med Facebook, men det kan vel nå at komme endnu…). Og lad os nu bare være helt ærlige: Jeg er sgu ingen ørn til sociale medier! Forbedringer hist og pist er sket, men altså, der er plads til mange flere. Flammende Pinde er et stort projekt, og med den ambition jeg har om, at vi skal rundt i alle afkroge af Danmark, og andre steder, og få fiber-oplevelser af enhver art, så kunne det blive et fuldtidsjob i sig selv at lave podcasten. Det er ikke realistisk, desværre. Men jeg tror på, at den form jeg har, er tilpas anderledes til, at Flammende Pinde har en fremtid, og at det er et godt supplement til de mange andre gode podcasts, der er kommet til det seneste år. Instagram, her har jeg været ved at lære noget om kampagner, hashtags, latergrams og alverdens buzz, og jeg lytter til det og prøver at finde ud af det. Problemet er, at jeg er for “rebelsk” og ikke kalkuleret nok til det halløj. Når jeg kigger på sider med rigtig mange følgere, så er det tydeligt, at der er en smuk og ensartet stil, at der virkelig er arbejdet med opsætning, lys, æstetik og kvaliteten af billederne. Det er flot, og jeg er selv tiltrukket af det. Det er bare ikke sådan, jeg er, og jeg er naiv nok, eller overmodig nok – det er svært at slippe af med Hybris, når først den er flyttet ind – til at mene, at det må være nok, at være “mig” på godt og ondt, selvom jeg jo også kun viser dele af mit liv. 

Hvor vil jeg hen med denne smøre om markedsføring? Nå ja, essensen af den markedsføring, jeg har lige nu er, at jeg er dybt afhængig af mine seere, abonnenter og følgere. Jeg er dybt afhængig af at blive delt, anbefalet, liked og hvad det ellers hedder. Du er kernen i at få min forretning bygget op, og jeg er efterhånden ved at lære, at der ikke går skår af mig, hvis jeg beder om hjælp (på tide, ikke sandt!). På et tidspunkt får jeg nok råd til at deltage på messer og til at annoncere gode steder, men indtil da, så er du min platform, og hvis du overhovedet på nogen mulig måde får et eller andet positivt ud af at se Flammende Pinde eller følge mig på Instagram eller Facebook, så del, like, abonner – og alt det der – og tænk på det som en god gerning, der er med til at give en iværksætter en stor hjælpende hånd. 

Håb i stedet for Hybris:

Hvis det lyder som om, jeg er ved at lukke alting ned, så beklager jeg, for det er jeg ikke. Men mit mål med min blog er at give et indblik i den tur, jeg er på lige nu, og det er altså ikke den lige vej fra A til B, men snarere som et kompliceret strikketøj, hvor man ind i mellem er nødt til at trævle noget op og strikke det om. Ha, hvorfor har jeg ikke tænkt på den metafor noget før! 

(Jeg har f.eks. lige trævlet hele denne molevit op, for strikkefasthed på ærmer passede ikke med strikkefasthed på krop, og jeg orkede ikke at regne om. Så for at den ikke skulle ende som en UFO, der gav mig strikkestress, ja, så trævlede jeg simpelthen! Det føltes godt, da det først var gjort.)

Nu har jeg åbnet op for det realitetstjek, som jeg befinder mig midt i, men et realitetstjek udelukker jo ikke håbet for fremtiden og troen på, at det kan lykkes. Jeg har håbet, jeg har troen, og selvom jeg nogle gange bliver træt, så har jeg også viljen. Med til det billede hører også alle de dejlige gæster, jeg har haft med på tur, alle med hjerte og strikkemuskler i rige mængder, og et par af mine gæster har også forretningsmuskler, og de har tilbudt at give mig en hjælpende hånd – se det er jo en saltvandsindsprøjtning, når der er nogen, der tilbyder deres hjælp! De kvinder skal jeg snakke med her i løbet af efteråret, og det kan sagtens være, at der kommer lidt på bloggen om det ;-)

Tak fordi du læste med!!!

Kærligst Hanne