Min oldemor Kille (vores mindste er opkaldt efter hende) var en meget bekymret person. F.eks. kunne hun finde på at sige, når vi skulle rejse med tog, at “pas nu på, at I ikke får fingeren i klemme i dørene, når de lukker”….

(Familiens mindste Kille :-)

Min mormor Minna er også en meget bekymret person. F.eks. får oldebørnene kategorisk at vide, når de spiser slikkepind, at de skal passe på ikke at få den i øjet….

Min mor er også en meget bekymret person. F.eks. laver hun sine egne regler, når vi bakker ud fra indkørslen på Samsø, hvor en person står på vejen og dirigerer – en regel, som kun er gældende, når hun er på øen :-).

Udover at være bekymrede, er og var disse kvinder seje, stædige, sjove og store forbilleder for mig (og MEGET private, så I får ingen billeder, desværre), men bekymringshistorien skal med, for jeg gjorde mig mange tanker om, hvordan jeg dog skulle fortælle min mor, at jeg havde besluttet mig for at forfølge en drøm om at gøre min hobby til min levevej – for ja, bekymringsgenet er gået i arv….

Det kom imidlertid sådan lidt af sig selv. Et kært familiemedlem havde brug for hjælp, og jeg kørte afsted en fredag for at yde et lille bidrag til situationen. Da jeg kom hjem, ringede jeg til mor for at “aflægge rapport”, og efter en lang snak om det, spurgte mor: “Jamen, kunne du godt få fri fra arbejde?” Så tog jeg en dyb bekymringsindånding og sagde: “Mor, der er noget, jeg skal fortælle dig. Jeg har besluttet mig for at blive selvstændig, idéen er KnitTreat, og nu hvor jeg er i gang, så skal du vide, at jeg har tænkt på at spørge dig om et lille lån til at komme i gang for.” Jo, så kunne jeg lige så godt bare buse ud med det hele, og jeg kneb øjnene sammen og krydsede fingrene og forberedte mig på alle tænkelige variationer af en bekymret reaktion. Reaktionen kom med det samme: “Det lyder som en fantastisk god idé, det tror jeg på, du kan, jeg er stolt af dig, og pengene tager vi et møde om.”

(Et par hjerter til min mor)

Jeg er en meget priviligeret person på utrolig mange områder! En ting er at komme ud af en lang række af seje kvinder, en anden er, at min mor har lidt på kistebunden, så jeg kunne komme i gang. Min virksomhed kræver ikke investeringer i bygninger, lager eller udstyr, men jeg skulle have en ordentlig telefon, en hjemmeside, penge til depositum til lokaliteter og samarbejdspartnere, til visitkort og andre småting, og efter et forretningsmøde, hvor jer nervøst fremlagde mit budget for min investor, tog hun hjem, snakkede med sin bank og lånte mig pengene. 

Det er taknemmeligt at starte som selvstændig, når man møder så meget opbakning blandt sine nærmeste, de personer, som skal holde mig ud, holde det ud og holde af det hele på samme tid. Som familie går vi en usikker fremtid i møde, og det fylder meget i det samlede billede, jeg har tegnet af mit eventyr! Men jeg har et bagland, der rykker sammen i bussen, for at lade mig prøve at forfølge min drøm, og af alle de ting, der fylder lige nu, og de udfordringer jeg allerede har haft, bl.a. med en rejseleverandør, der forsvandt fra jordens overflade, så er det vigtigste dette: At der er nogen, der virkelig tror på mig, hepper på mig, og som står klar med et redningsnet, hvis det hele falder til jorden med et brag.

Det er voldsomt vigtigt og voldsomt dejligt, for himlen skal vide, at jeg, midt i euforien over at have startet min lille virksomhed, også har ret mange bekymringer, mest af alt om, hvordan jeg dog skal finde ud af alt det regnskabstekniske og momsning og fakturaer og bilag og betalingsbetingelser og og og – men det kommer jeg måske til at skrive en bog om en dag (ALDRIG), om ikke andet, så et blogindlæg engang.

Tak fordi du læste med.

Kærligst Hanne