Jeg samler på…..

Alt muligt!

Jeg samler på alt muligt.

Jeg samler på alt muligt på forskellige tidspunkter.

Da jeg flyttede hjemmefra, og i årene efter Just og jeg flyttede sammen, og efter børnene kom til, samlede jeg kogebøger til huse i store stakke. Det havde sikkert noget med redebygningen at gøre.

(Et lille udpluk af samlingen…)

Da karrierelivet begyndte at tage fart, samlede jeg på neglelak i stor stil og i alle farver, måske fordi gule, grønne, pink, blå, lilla, orange og selvfølgelig røde negle, dannede kontrast til jakkesæt og høje hæle, eller nok nærmere fordi, at den side af mig bare skulle være med i det liv også.

(Et lille udpluk af samlingen….)

Da min hjerne brækkede begyndte jeg at samle på malebøger med alle slags motiver, helt sikkert fordi jeg fandt en ro i det – og med malebøgerne fulgte en passion for tusser, så dem har jeg også skrabet mig nogle stykker sammen af efterhånden.

(Et lille udpluk af samlingen…)

Jeg samler med fryd på fyldepenne, for jeg elsker at skrive på godt papir, og min bogsamling er også stor, for en god historie er svær at undvære.

I kurve og kasser og skuffer kan man finde alt muligt med sentimental værdi, som jeg har samlet gennem årene: Et kassettebånd med et interview med Steffen Brandt, som jeg engang lavede, en dåse med mit navn malet på, som en australsk udvekslingsstuderende engang forærede mig, min studenterhue, Killes sidste sut……

Og så er der taskerne. Åhhh ja, så er der taskerne… 

Alle der elsker tasker, ræk hånden op! Jeg tror, I sidder og rækker hånden op på den anden side af skærmen nu :-). Hvad er det med de tasker? (Det har Just også spurgt om en del gange i årenes løb!). Jeg tror, jeg er vild med tasker, fordi jeg er vild med, at de rummer hemmeligheder. De rummer hemmeligheder, der er så hemmelige, at jeg ikke engang selv altid ved, hvad jeg har i min taske. Når jeg tømmer en taske, dukker der altid en lille overraskelse op, og det kan være alt fra løse stykker tyggegummi, krøllede kvitteringer og Killes hårelastik til nogle fine bogmærker, jeg havde glemt eller en sød lille besked fra en af mine kære. Pippi Langstrømpe er tingfinder, og der er lidt Pippi over mig, når jeg rydder op i min taske, og tanken om at der er lidt Pippi i mig er stærkt appellerende.

Inden jeg fortsætter, så lad mig slå fast, at jeg ikke er systematisk samler: Vi kan ikke servere kaffe i to ens kopper her, og det samme er gældende for bestik, service, glas….. Vi laver stadig mad i gryder, jeg købte billigt, da jeg flyttede hjemmefra, og den gamle sofa, jeg fik af min mormor som helt ung blev først skiftet ud, da den ikke kunne mere. Jeg synes heller ikke selv, at jeg er specielt snobbet eller fokuseret på mærkevarer, hvilket enhver der kigger i mit garderobeskab kan skrive under på. Men der er ingen regler uden undtagelser, og jeg glemmer aldrig første gang, jeg stiftede bekendtskab med en rigtig god historie om en fransk herre ved navn Louis Vuitton. Han designede for ca. 100 år siden en taske, der hedder Noé, og tasken blev designet med det ene formål, at den skulle kunne transportere 5 flasker champagner fra et givent punkt til et andet. Det var så dekadent altså! Og fascinerende at kunne skabe et design, der holder i 100 år, specielt i vores tid, så den taske, ja, den taske, den måtte jeg have. Jeg fremlagde denne solide business case :-D for Just, og vi aftalte, at når jeg fik et nyt job, som jeg var på jagt efter, måtte jeg få Noé tasken som belønning. 

(I dag rummer tasken bl.a. garn, pung, læbepomade, nøgler og sådan en kølespray til ansigtet…)

Skæbnen ville, at min første Louis Vuitton taske blev købt på forretningsrejse i Kiev, Ukraine, i en vild luksus shopping-gade midt i en by med i øvrigt stor fattigdom – jeg havde de største skyklapper på i taskerusen….

Siden har jeg troligt hvert år sparet op og gemt fødselsdagspenge og julegavepenge, og hvert år anskaffet mig et nyt klenodie til taskesamlingen, og jeg går glad og gerne rundt i 15 år gamle Birkenstock og hjemmestrikket trøje med en monogramtaske over skulderen! Der er mange, der ikke forstår mig, og jeg har fået mange kommentarer for min lyst til dyre tasker. “Du kan have det samme i en plastikpose fra Netto.” Ja, det er et ubestrideligt faktum, men det har jeg valgt ikke at have, og det vil jeg sgu have lov til, og det gør mig ikke til et hverken bedre eller dårligere menneske end alle andre, det gør mig glad, og jeg gør det for min skyld, ikke for nogen andres!

Kors, det blev en længere smøre, men den er vigtig for mig at fortælle i denne sammenhæng, for der er sket noget i mit liv, som har den konsekvens, at jeg skal kigge lidt på min samling og på mit samlergen generelt. Jeg er blevet selvstændig, og i skrivende stund har jeg ikke nogen indtægt, så vores liv er totalt lagt om. Det er et privilegium at blive selvstændig, når meget kan lade sig gøre, men for pokker da; ikke siden de fattige studieår har jeg tænkt så meget på penge!

Gode råd er heldigvis inden for rækkevidde, for i foråret mødte jeg Jane fra projecthandmade. Jane er et mildt og indtagende menneske, der designer tidløst strik, arbejder som advokat og som lige er sprunget ud som forfatter med bogen “Den lille guide til minimalisme”. Janes livsfilosofi er meget enkel: “Jeg har, hvad jeg har brug for”, og minimalisme, som jeg forstår det, handler om at tage et grundigt kig på sig selv og sit liv, og sortere alt det overflødige fra, for det tynger os i hverdagen. Nu har jeg muligheden for at forstå det lidt bedre, for Jane har foræret mig et eksemplar af sin bog. Hun synes nok, jeg trængte til den :-D efter vores møde, hvor vi snakkede og snakkede om strik og minimalisme, og noget af denne snak kan du se i Flammende Pinde. 

(Et af de afsnit i Janes bog, jeg skal læse med særlig omhu, er afsnittet om Sentimentale ting)

For at opsummere:

Jeg har pt. mange tasker.

Jeg har pt. ingen penge.

Derfor har jeg besluttet, og det er dælme ikke en beslutning, der er truffet med et let hjerte, at skille mig af med nogle af mine tasker, at sælge dem simpelthen. Good riddance! Og jeg har også besluttet, at jeg vil læse lidt nærmere i Janes bog og blive inspireret til at leve et enklere, og billigere, liv. 

(Her er skønhederne – sig til, hvis du vil købe en taske ;-)

Men et par ting vil jeg godt slå fast med syvtommersøm: Jeg skiller mig aldrig af med min “champagnetaske”, og jeg bliver ved med at samle på garn. Bum! 

Lige om lidt skal jeg indberette moms, og der er hele tiden noget nyt, der skal læres, og nogle udfordringer, der skal løses – men det må vi tage fat på næste gang, for hold da op, dette er ikke et blogindlæg, det er jo nærmest en afhandling.

Tak fordi du læste med.

Kærligst Hanne