“I drink to separate my body from my soul.” 

  • Oscar Wilde

Til kærlig info er denne omgang en temmelig personlig, måske endda navlepillende hvis jeg skal være helt ærlig, omgang, så nu er advarslen givet. Og lad mig tilføje, at det er mine tanker om og mit syn på mig selv, der kommer til udtryk her, jeg ser ikke på mine medmennesker sådan! (Det der med, at man er sin egen værste fjende – der er jo noget om snakken….). Hvis du er førstegangslæser her på bloggen, eller aldrig har set Flammende Pinde, så er det nok en god idé, at du læser med her eller her først. 

Til yderligere kærlig info kan du nederst i indlægget finde en rabatkode på 10 % til Manos-garn fra Yarno.dk. Der er ikke tale om affiliate link, men jeg viser lidt lækkert frem, som jeg har fået af Yarno.

Jeg elsker Alegria fra Manos del Uruguay, og jeg er g l a d for denne blomst i farven Fuego.

Denne historie har et livslangt væld af begyndelser. Måske lige så mange som den travlest tænkelige elevator kører op og ned i løbet af dens funktionstid, måske endda flere. Men et sted skal jeg jo starte, og det bliver her:

I begyndelsen af 2004 sad jeg I toget på vej hjem fra min kære veninde Tinne. Vi havde haft en dejlig weekend sammen, hvor hun målte og klippede og riggede an til at sy min brudekjole. Mens jeg sad der i toget kom jeg til at nærstudere mit spejlbillede i vinduet, og pludselig så jeg mig selv. Det hele gik ud i et, der var ingen talje, ingen kurver, ingen overgange, det var ligesom en stor klump, der sad der i toget, og lige der besluttede jeg, at sådan ville jeg aldrig se mig selv igen. Der var flere grunde til, at det var gået sådan. Marie blev født i november 2002, jeg havde taget 25 kilo på (det har jeg gjort med alle tre børn, hmmm…), og det var en ret hård fødsel, sådan en med liv og lemmer i farezonen, så jeg havde haft svært ved at komme mig. Derudover havde dødsfald, fyringer og andre begivenheder præget vores liv, og den vigtigste årsag til, at Just og jeg valgte at blive kirkeligt velsignet (vi var nemlig allerede viet) var, at vi trængte til at have noget vidunderligt at glæde os til! Nå, det var et sidespor. Det korte af det lange er, at jeg måtte til skrædder inden brylluppet, for kjolen skulle lægges to ordentlige håndfulde ind, for at den kunne passe, og jeg jokede med, at det vægttab kostede en stor skrædderregning. 

Jeg er min veninde Tinne evig forbunden, fordi hun fik mig til at se sådan her ud på vores bryllupsdag. Der hører en pudsig historie til både skrædderens tilretning af kjole og til Asger på netop dette billede, men den tager vi en anden god gang…

Både årene inden og årene efter har vægt-elevatoren kørt sådan lidt op og ned, med en ordentlig tur op, da vi skulle have Kille (og en tilsvarende ordentlig tur ned efterfølgende), men der har trods alt været rimelig balance i tingene, også selvom det har krævet en del nye begyndelser med motion og kost ind i mellem, når elevatoren er kørt lidt for langt op.

Det indledende citat af Oscar Wilde ramte mig som en dunhammer i brystet, da jeg tilfældigt faldt over det den anden dag, og da jeg ovenikøbet så et billede af mig selv den samme dag, røg jeg igennem en tidslomme tilbage til den aften i toget, hvor alt gled ud i et. 

Det her er et hudløst ærligt blog-indlæg: Billedet her, helt ufiltreret, er taget en søvnløs nat, hvor jeg “øver” mig i at se tynd ud….. Jeps, det er her vi er, 48 år og ikke meget klogere…

Oscar Wilde var vild, han kæmpede mod sin tid og med sin seksualitet, og så holdt han sig ikke tilbage hverken med absint eller opium. Citatet ramte mig, fordi adskillelsen mellem krop og sjæl, forsøget på at skille smerten i kroppen og smerten i sjælen med vanedannende substanser, forsøget på at lade sjælen flyve afsted ud i glemslen, mens kødet bliver ladt tilbage, det er forsøg jeg har gjort – bare med et andet stof. 

Det er tid til at finde en anden begyndelse. De sidste 3,5 år har jeg taget rigtig meget på, og det er der 3 grunde til: Medicin, mangel på motion og trøstespisning. Lad os tage dem i rækkefølge:

Medicin, det kan jeg ikke gøre så meget ved, det er kommet for at blive, som man siger…

Mangel på motion kan jeg kun gøre en lille smule ved, for jeg kan ikke tåle at svede, og jeg får tryknælder på fødderne ved for meget belastning, så løbeture om morgenen og ture i fitnisse, altså den form for motion, der batter af noget, den må jeg være tilskuer til. Men selvfølgelig kan jeg gå og cykle en tur. 

I december sidste år prøvede jeg endnu en begyndelse sammen med Just. Vi startede på fitnisse sammen, og det var en dejlig følelse inden, men jeg kunne simpelthen ikke holde til det… Nogle gange føles det som om, man aldrig kan vinde.

Det korte af det (meget) lange er, at jeg trøstespiser, når jeg bliver ked af det. Og jeg har været ked af det i 3,5 år. Jeg har også været rigtig glad i perioder, men der er altid sket noget (sygdomsrelateret), som har bremset mig eller ødelagt mine drømme og planer, og så er jeg blevet ked af det igen. Uro i kroppen giver uro i hovedet, og uro i hovedet giver søvnbesvær, og natten kan være en umedgørlig makker. Hvad bedre, i momentet vel at mærke, end at sætte sig med Marabou, marcipan og M&M’s i rigelige mængder, når det er rigtig synd for mig….. og så er det synd for mig, at jeg bliver rundere og rundere, og når det er synd for mig, skal jeg trøstes, og sukker, ja det giver det der umiddelbare fix, det kick, jeg lige trænger til. At jeg så en halv time senere kan sidde med halsbrand og dårlig samvittighed, det bliver fortrængt i øjeblikket. 

Hvis man googler sukker-afhængighed, dukker der forskellige artikler op om, at sukker er mere afhængigsskabende end kokain og heroin. Der dukker også andre artikler op om, at man skal tage det roligt og alt med måde. For ca. 20 år siden dukkede Dr. Atkins op i Danmark, og siden er fulgt et hav af diæter med fokus på, at man går direkte på fedtforbrænding, når man eliminerer kulhydrater, og dermed også sukker, fra sin kost, og jeg tabte selv kiloene efter Marie, og inden vores bryllup, med den metode. Omvendt læste jeg engang en artikel om, at der sidder 1 milliard slanke kinesere, med ris som hovedelement i kosten, og griner af os, når vi “bliver bange” for kulhydrater. Forvirring hjælper ikke ligefrem med at finde en vej.

Er det her vejen frem?

Her i huset spiser vi varieret og god mad med masser af grønt, fibre, fisk og frugt, så det er ikke vores kost, der er mit problem, det er den der “synd for”. Der skal ikke så meget til at stresse mig, og når jeg bliver stresset reagerer nælderne, og det er også synd. Bandeord – det er jo skruen uden ende, og jeg kan ikke rigtig finde ud af at finde ud…..

Når jeg sidder og skriver dette, spekulerer jeg på, om der ikke er nogle stykker rundt omkring, der kan nikke genkendende til denne elevator-skrue-syndfor-labyrint, som jeg befinder mig i. Som kan nikke genkendende til forsøget med at beruse sig for at adskille krop og sjæl, for at dulme smerter, kløe, uro i kroppen eller smerter i sjælen. Og jeg forestiller mig, at du eller I er ligesom mig, almindelige mennesker med en rimelig intelligens, ikke prangende men heller ikke uden evner, en intelligens som fortæller os, at det er en tosset måde at håndtere synd-for på, og som prikker og pirker til al den skamfølelse, der har hobet sig op over de natlige sukker-orgier. 

En sund sjæl i et sundt legeme, åååhhh ja – jeg har ikke et helt sundt legeme, men jeg prøver prøver prøver at få mig en sund sjæl. Det er svært. Det er dælendutme svært, selvom min intelligens siger til mig, at det burde være let, at 2+2 altid giver 4, og bare se at hanke op og holde ud og komme i gang. 

Hvor skal jeg begynde, og hvor ender jeg henne? Svaret må ligge et sted i denne labyrint, og når jeg finder det, så skynder jeg mig ud af den og starter på en frisk, klar til formentlig mange flere elevatorture, men forhåbentlig uden for mange ekstreme udsving.

Og hvad er det jeg tyr til, når jeg ikke kan finde ud af at redde mine tråde ud? Som altid bliver svaret mit strikketøj! En overgang gik jeg med skridttæller om håndleddet, og jeg skal hilse at sige, at så kan man godt få gået en helt masse skridt! Vi var ved at falde ned af sofaen af grin herhjemme, da dimsen pludselig bippede, at jeg havde nået 10.000 skridt, og det gik op for os, at den også reagerer på strikkebevægelser, meeeeen jeg tvivler nu på, at det helt tæller med :-). Men det der strik, det kan altså noget, det kan meget mere, end vi tænker over, når vi arbejder med det, og bare lader tankerne forsvinde. 

Anne Kirketerp, til højre, har skrevet bogen Craft Psykologi om sundhedsfremmende effekter af håndarbejde. For nylig blev vi interviewet til Hendes Verden om netop det – det var en intens oplevelse!

Så nu vil jeg sætte mig, slå op til et nyt projekt, koncentrere mig om at få strukturmønstret i gang og glæde mig til, at jeg igen er i mit garnværelse på Samsø, så jeg kan vinde mit nye garn op. Det er det vidunderlige Alegria fra Manus del Uruguay, som jeg har fået af Yarno.dk. Men jeg er ikke den eneste, der får noget – du kan få 10 % på Manus. Tak til Yarno for det. 

10 % på Alegria fra Manus del Uruguay med rabatkoden: flammendefibre

Tilbuddet gælder til og med d. 8. november 2020.

Modellen er Enchanted Mesa af Stephen West, og jeg elsker den model! Men det er som om, at Zapp is farverne aldrig rigtig er blevet mine yndlings… Nu tror jeg, at jeg vil strikke hele modellen op i Alegria Fuego med undtagelse af kanter, udtagninger og muligvis nogle striber, som skal være knaldrøde. Det må vist bringe modellen tilbage på Hanne-sporet.

For at slutte af med endnu en begyndelse, så er de første spadestik taget til, at jeg hanker op og holder ud. Kryds fingre for at det lykkes for mig denne gang….. 

Tak fordi du læste med.

Kærligst Hanne