Egentlig skulle dette indlæg have handlet om moms – det er udskudt af tekniske omstændigheder vedr. virksomhedsstørrelse. Så skulle det have handlet om taknemmelighed over alle de søde og dejlige mennesker, der svæver rundt ude i cyberspace og skriver gode beskeder, sender opmuntrende ord, og som motiverer mig til at fortsætte, når jeg kommer i tvivl om alt. Jeg har berørt emnet, men jeg synes det, og alle jer, fortjener, at det bliver berørt igen og igen! Specielt fordi jeg spiste så mange tudekiks sidst….

Men nu kommer det kort og kontant til at handle om, at jeg er rasende, rasende på den eller de personer, der synes, det var morsomt, at hakke i mit maskineri. Med andre ord: Min hjemmeside blev hacket, eller hvordan det staves, og fyldt op med koder, der omdirigerede mine besøgende til andre hjemmesider af dubiøs karakter. Jamen for pokker da, hvad er det for noget! Hvad er det for noget at bruge sin tid på, sådan at ødelægge andre menneskers ejendom og undergrave det, der er et vigtigt redskab for mig, mens jeg forsøger at bygge en ny lille virksomhed op!

Jeg er rasende over, at være magtesløs over for mennesker, der prøver på at destruere andres forretning samtidig med, at de selv prøver at vinde på det. Mit maskineri er nyt, jeg har et nyt koncept, og det er hårdt arbejde at prøve at få det til at lykkes, og så er det bare simpelthen FOR MEGET, at der er nogen, der sætter sig som mål at prøve at ødelægge det!

Min hjemmesidemand siger, at det er fordi, jeg er attraktiv….. Og min datter Marie siger, at jeg skal se det som en kompliment, at nogen oplever min hjemmeside, som et sted, der kan gavne deres egen forretning, eller hvad nu motivet er for at ødelægge andres ting. De siger det i sjov og for at mildne mit raseri, og det er da også rigtigt, at jeg uge for uge kan se, at der kommer flere brugere til på www.hannejust.dk – af hjertet tak for det! Men for pokker da, hvor er jeg rasende, det kan jo sagtens være, at der er nye brugere, der har kigget forbi, og som er løbet skrigende bort, fordi de er blevet sendt videre til en eller anden spillebule. 

Min hjemmesidemand sagde også, at jeg nu har materiale til et nyt blogindlæg… og det har han jo ret i, ikke at jeg overhovedet har den tekniske formåen til at gå nærmere ind i begrebet hakking, jeg ved jo ikke engang hvordan det staves, good riddance. Fordelen ved at sætte sig og hamre i tastaturet over, hvor rasende jeg er, er, at ventilen bliver åbnet, og selvom al min galde så suser ud over dig kære læser, så får jeg det altså bedre af det…

Skam på dig, din skiderik, der har hakket i mit maskineri. Tak til alle jer, der er med til at smøre det.

Og tak fordi du læste med.

Kærligst Hanne